Ny formand for Det Tekniske Sikkerhedsråd
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har udnævnt Mette Præst Knudsen, professor i International Markedsstrategi på Syddansk Universitet, som formand for Det Tekniske Sikkerhedsråd (DTS). DTS er et råd under Sikkerhedsstyrelsen, der beskæftiger sig med teknisk sikkerhed ved el og gas, produktsikkerhed, fyrværkeri, metrologi (læren om måleenheder) og akkreditering.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen:
Mette Præst Knudsen har indgående kendskab til virksomhedsledelse, økonomi, produktudvikling og innovation. Hun bibringer derfor både stor erfaring og ekspertise til rådets arbejde. Mette Præst Knudsen er leder af en forskningsgruppe under Institut for Marketing og Management i et tværfagligt samarbejde mellem Det Tekniske Universitet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Erfaringen med sammenkobling af det tekniske og det samfundsvidenskabelige gør Mette Præst Knudsen til et særdeles kompetent og interessant valg til at bestride posten som formand i DTS.
Mette Præst Knudsen siger:
Jeg glæder mig naturligvis til den både spændende og udfordrende opgave, der helt sikkert venter mig som formand for Det Tekniske Sikkerhedsråd.
Mette Præst Knudsen afløser direktør Ulla Röttger, I/S Amager- forbrænding, som formand for rådet.
11.04.2008
Tilbage til nyhedsoversigten