Det havde forskere og praktikere sat sig for at undersøge, da de for nylig mødtes til en workshop i Californien. Forskere fra Institut for Marketing & Management på SDU står bag workshoppen.
Der er en del udfordringer forbundet med at gennemføre innovationsprocesser i energisektoren, forklarer initiativtageren til workshoppen, René Chester Goduscheit, der er adjunkt ved instituttet.
”Energisektoren er et af de vanskeligste områder at gøre innovativt, fordi der er mange aktører med forskellige agendaer at tage hensyn til. Og det er en udfordring, vi har valgt at tage op ved at arrangere denne workshop i samarbejde med vores partnere på UC Davis.”
Men det afgørende har uden tvivl været den store interesse, som både den californiske og den danske energisektor har vist for workshoppen.
Danske forsyningsselskaber deltog
To danske forsyningsselskaber, EnergiFyn og EnergiMidt, havde valgt at tage turen til Californien for at deltage i workshoppen. Og det er positivt, fordi det styrker samarbejdet mellem universitetet og erhvervslivet.
”Vi ved, at der er nogle uoverensstemmelser mellem den teoretiske tilgang til innovation – og den måde det rent praktisk håndteres på i virksomhedernes hverdag. Det har været vigtigt at få belyst problematikken fra begge sider,” siger René Chester Goduscheit.
Der var derfor både forskere og repræsentanter fra energisektoren blandt oplægsholderne, så deltagerne fik mange nye input til, hvordan innovation kan gennemføres på nye måder. Hovedtanken bag workshoppen var at sætte fokus på brugernes erkendte og uerkendte behov i forbindelse med udviklingen og markedsmodningen af nye, grønne løsninger.
”Grøn energi udgør et felt, som bliver tillagt stadig større betydning. Derfor ønsker vi at være helt i front – og med workshoppen er vi allerede godt på vej. Det har helt sikkert styrket samarbejdet, og der blev etableret nye kontakter såvel forskningsmæssigt som blandt energiselskaberne, fx benyttede EnergiMidt lejligheden til at holde et møde med et af de californiske selskaber,” siger René Chester Goduscheit.
Samarbejdet omkring workshoppen er første led i en række mulige samarbejder mellem SDU og UC Davis, der blandt andet vil omfatte fælles forskningsprojekter, publikationer og ansøgninger om forskningsmidler. Desuden vil der blive arbejdet på muligheden for at udveksle master- og ph.d.-studerende fra de to universiteter.
Workshoppen, der løb af stablen den 24.-25. juni, var arrangeret af forskere fra forskningsenheden Integrerende Innovationsmanagement på Syddansk Universitet i samarbejde med the UC Davis Energy Efficiency Center (EEC) og UC Davis Center for Entrepreneurship (C4E). Workshoppen blev finansieret af Forsknings- og Innovationsstyrelsens nye Internationale Netværksprogram.
22.07.2010
Tilbage til nyhedsoversigten