Professor MSO
Institut for Ledelse og Virksomhedsstrategi
Forsker i projektledelse
En international forsker-familie
Pernille Eskerods kontor er i Slagelse. Men hendes nærmeste forskerkolleger er i Wien, hendes uformelle mentor er professor i Oslo, og hun har næsten lige været på et halvt års forskningsophold i USA.
- Noget af det bedste ved forskerkarrieren er de internationale netværk og kontakter. Jeg har kolleger over hele verden, mulighed for at rejse meget og deltage i konferencer og forskningssamarbejder på tværs af grænser, fortæller Pernille Eskerod, der er udnævnt som professor MSO i projektledelse.
Faktisk sammenligner hun det internationale netværk med en familie.
- Vi er en relativt lille gruppe, der forsker i projektledelse, så når der er konferencer fire-fem gange om året, er det de samme mennesker, jeg møder, og har gjort igennem mange år. Så man kommer til at kende hinanden godt både fagligt og privat, fortæller Pernille Eskerod, der også ofte skriver artikler i samarbejde med forskere fra andre dele af verden.
De internationale kontakter og forskningssamarbejder er imidlertid bare ét blandt mange aspekter i forskerkarrieren.
- Selvom jeg har været ansat det samme sted i snart 20 år, kan man på ingen måde sige, at mit arbejde er blevet rutine. Det gode ved denne karriere er, at jeg hele tiden udvikler mig, fordi jeg konstant bliver udfordret med nye arbejdsopgaver. Desuden skal jeg bruge mange sider af mig selv. En del af forskningen kræver fordybelse, evnen til at arbejde helt alene og til at være meget vedholdende. Men i andre sammenhænge er der behov for, at jeg er meget udadvendt og ofte kan træffe hurtige valg, f.eks. når jeg skal undervise, udvikle nye uddannelser, være i kontakt med erhvervslivet og være studieleder. Jeg har aldrig to uger, der er ens. Det gør arbejdslivet spændende, konstaterer hun.
Pernille Eskerod har ikke haft en formel mentor, men en norsk professor i projektledelse har igennem flere år støttet hende og sparret med hende i karrieremæssige sammenhænge. Han er også direkte medvirkende til, at hun er professor i dag.
- Jeg fik tilbudt en midlertidig forsker- og underviserstilling ved et universitet i London i 2006, som jeg glad og lidt stolt fortalte ham om. Han rådede mig imidlertid til at blive i Danmark og koncentrere mig om at få udgivet flere artikler, så jeg kunne søge en professor-stilling. Så kunne jeg rejse bagefter, sagde han. Og sådan er det også blevet, fortæller hun.
Hun har selv flere gange forsket sammen med yngre kolleger og har taget dem med på internationale konferencer, men hun har aldrig været formel mentor.