Matthias Kriesells modtager i dag uddannelsesministerens EliteForsk-pris på 1,2 millioner kroner. Han modtager prisen, fordi hans forskning er kendetegnet ved en høj grad af originalitet.
Professor Matthias Kriesell fra Syddansk Universitet modtager i eftermiddag uddannelsesministerens store EliteForsk-pris. Prisen, der er på 1,2 mio. kroner, gives til yngre forskere i international topklasse. Den 43-årige SDU-forsker får således prisen, fordi han er en international kapacitet inden for sit felt, og hans forskning er kendetegnet ved en høj grad af originalitet.
Matthias Kriesell forsker i matematik og datalogi. Hans forskningsfelt er grafteori, som handler om netværk. Mange komplekse systemer fra dagligdagen og inden for naturvidenskab kan modelleres som grafer, for eksempel transport- og kommunikationsnetværk, elektriske netværk, evolutionstræer, sociale netværk og databaser. Langt den største anvendelse ses inden for internetsøgning, hvor stort set alle søgemaskiner baserer sig på en grafmodel af, hvordan forskellige sider henviser til hinanden.
"For mig er de mest fascinerende aspekter ved denne del af det matematiske univers, at problemerne og resultaterne ofte er nemme at forstå, i flere tilfælde endda for amatører, medens de matematisk stringente løsninger i form af beviser – om sådanne overhovedet kendes – ofte er meget sofistikerede og komplekse," siger Matthias Kriesell.
Det mest berømte resultat inden for grafteorien er 4-farvesætningen: Landene i ethvert landkort kan farvelægges med kun 4 farver, så ingen lande med fælles grænse får den samme farve. Formodningen om, at det ville være rigtigt, blev fremsat i 1852, men sætningen blev først bevist i 1976. "Kompleksiteten af de kendte og alle sammen meget computerafhængige beviser er stadig langt ud over, hvad noget menneske ville kunne verificere i et helt liv," siger Matthias Kriesell, der blev interesseret i grafteori, da han studerede på Universität Hannover.
Efter endt uddannelse var han ansat ved universiteter i Tyskland og Holland, inden han for to år siden kom til IMADA (Institut for Matematik og Datalogi) på SDU i Odense. Han har også tidligere været leder af en virksomhed, der udviklede computerspil bygget på avanceret simulering og ”kunstig intelligens”. Matthias Kriesell modtager sin pris i eftermiddag, når prins Joachim og uddannelsesminister Morten Østergaard overrækker årets EliteForsk-priser på Glyptoteket i København. Prisen er på 1,2 mio. kr., hvoraf de 200.000 kr. er en personlig hæderspris, og millionen skal anvendes til forskningsaktiviteter.
"Forskningsmidlerne vil gøre det muligt at ansætte en ekstra postdoc i mindst et år samt at invitere prominente gæsteforskere i længere tidsperioder," siger Matthias Kriesell.
EliteForsk-priserne uddeles en gang om året for at belønne og synliggøre den indsats, som nogle af Danmarks dygtigste forskere yder. Fem forskere modtager den store EliteForsk-pris, mens 17 ph.d.-studerende modtager et EliteForsk-rejsestipendium.
Se herunder hvad Matthias fortæller om sin forskning.
09.02.2012
Tilbage til nyhedsoversigten