På Naturvidenskab byder vi i år velkommen til et rekordstort antal studerende – nemlig ca. 400 unge mennesker, som i dag begynder deres nye liv som universitetsstuderende på SDU.
Der blev taget godt imod de nye studerende, da dekan Henrik Pedersen i dag først bød velkommen til de nye studerende og glædede sig over det store antal unge mennesker, der har valgt at læse i Odense. Han understregede, at der er brug for alle de nye studerende, som både kan hjælpe de naturvidenskabelige forskere med deres arbejde og samtidig være med til at udvikle forskningen og tænke nye tanker. ”Vi kan stille krav til hinanden – vi stiller krav til jer om at hænge i og arbejde, og I kan stille krav til os i forhold til, hvordan I kunne tænke jer, at studiestarten, undervisningen og forskningen skal udvikles”.
Efterfølgende kom tutorerne på scenen og bød deres nye medstuderende velkommen med et underholdende naturvidenskabeligt og humoristisk show, hvor nogle naturvidenskabelige metoder blev afprøvet på knap så videnskabelig vis. I eftermiddag bliver de nye studerende vist rundt på universitetet, og de kommende dage er der planlagt mange faglige og sociale arrangementer for de nye studerende.
Der lægges i år særlig vægt på den faglige del af studiestarten, som skal være med til at ruste de nye studerende til livet på universitetet. Der er ansat 47 faglige tutorer, som skal hjælpe de nye naturvidenskabsstuderende godt i gang med studierne – blandt andet ved at sørge for, at deres nye studiegrupper kommer til at fungere.
26.08.2011
Tilbage til nyhedsoversigten