Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at havene for 750 mio. år siden indeholdt giftig svovlbrinte, hvilket gjorde store områder af havbunden ubeboelige for dyreliv. De kemiske forhold i havene med store mængder svovlbrinte og små mængder ilt kan have forhindret fremkomsten af dyr på den tidlige Jord.
Disse nye forskningsresultater publiceres i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Earth and Planetary Science Letters.
Molybdæn sporer tilstedeværelsen af giftig svovlbrinte i de forhistoriske have
I undersøgelsen benyttes en ny metode til at bestemme omfanget af iltmangel og tilstedeværelsen af svovlbrinte i verdenshavene. Geokemiske analyser af sporstoffet molybdæn (Mo) i 750 mio. år gamle klipper fra Grand Canyon tyder på, at havene indeholdt enorme mængder dødbringende svovlbrinte.
"Vi har undersøgt molybdænkredsløbet i de forhistoriske have ved at studere mængden og den isotopiske sammensætning af Mo i sedimentære klipper fra Grand Canyon, som blev dannet i havene for 750 mio. år siden”, forklarer Tais W. Dahl, som har udført undersøgelserne sammen med forskere fra Arizona State University, Harvard University og Nordic Center of Earth Evolution i Danmark (NordCEE).
Molybdæn er relativt ofte forekommende i nutidens havvand, fordi det er opløseligt i vand ved tilstedeværelse af ilt, og derfor akkumuleres det i moderne iltholdige have. Omvendt bliver molybdæn uopløseligt i iltfattigt vand, hvor svovlbrinte er til stede, så det bundfældes ud af havene. De nye forskningsresultater viser, at havene tidligere indeholdt mindre Mo, fordi svovlbrinteholdigt vand strakte sig over meget større områder end i dag.
Store områder af ubeboelig havbund
I dag er havene næsten fuldt iltede, og svovlbrinte er kun til stede på afgrænsede havområder som den dybeste del af Sortehavet og Østersøen. Ifølge en hypotese fremsat af Donald Canfield (NordCEE) i 1998 var svovlbrinte hyppigt forekommende i verdenshavet for 1900-750 mio. år siden.
Den nye undersøgelse viser for første gang omfanget af ekspansionen af svovlbrinte i ”Canfield-havet”. Modelberegninger for havets molybdænkredsløb tyder på, at 10-50 % af de lavvandede have var dækket af svovlbrinteholdigt vand. Det er 400-800 gange mere end nutidens have. De store områder af giftig havbund gjorde havene ubeboelige for dyr, og de vidtstrakte iltfattige og giftige oceaner ses nu som baggrunden for den sene forekomst af dyreliv på Jorden.
Forskningsartiklen er tilgængelig online og vil blive publiceret i tidsskriftet Earth and Planetary Science Letters d. 15. november.
Kontakt: Tais W. Dahl
Ph.d. i Geokemi
Villum Kann Rasmussen Post Doc
tdahl@biology.sdu.dk
Telefon: 65502795
Nordic Center for Earth Evolution
University of Southern Denmark
25.10.2011
Tilbage til nyhedsoversigten