Lektor Martin Svensson tiltræder pr. dags dato som ny leder af Institut for Matematik og Datalogi (IMADA).
”Jeg glæder mig til at fortsætte mit arbejde med at fastholde IMADAs rummelige og venlige atmosfære, med forskning på verdensplan og uddannelser vi er stolte af”, siger Martin Svensson.
Når han pr. dags dato tiltræder som institutleder, er det med stor indsigt i instituttets forsknings- og uddannelsesaktiviteter og med en klar mening om, hvilken retning han ønsker instituttet skal bevæge sig i. Martins vision for instituttets fremtid er delt op i tre områder, som i korte træk er præsenteret her:
Undervisning
Attraktive, velgennemtænkte uddannelser af høj kvalitet skal tiltrække flere studerende til uddannelserne på IMADA, som skal have en stærk profil. Instituttet skal have en effektiv organisation omkring uddannelserne, og underviserne skal føle ansvar for kurserne og den sammenhæng, de indgår i.
Administration
Det er vigtigt at undervisere og ansatte alle tager ansvar for den daglige drift af instituttet. Samtidig skal alle medarbejdere have mulighed for at blive hørt på instituttet og instituttet skal være en åben og gennemskuelig organisation. Jeg vil arbejde for at ledelsesgruppen fungerer som en slags støttende forum, hvor kreative diskussioner kan føres, og informationer kan flyde begge veje.
Forskning
Forskningen på IMADA skal dække et bredt spektrum af emner, hvor der udpeges nogle få specialiserede områder, hvor vi er i verdensklasse. Som et lille institut skal vi være parate til at fokusere vores indsats i nogle særligt udvalgte retninger, der skal være med til at definere en tydelig profil for IMADA.
BaggrundMartin kommer fra Helsingborg i Sverige, hvor han startede sin karriere som elektriker og arbejdede i industrien i flere år. Efterfølgende blev han tilbudt en stilling som ph.d.-studerende inden for matematik ved Lunds Universitet, hvor han fortsatte som lektor indtil 2005. Efter et ophold ved University of Leeds blev Martin i 2006 ansat som lektor i matematik ved Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) på Syddansk Universitet. Martin har stor erfaring med forskning, undervisning og administration og har siden marts 2011 fungeret som konstitueret institutleder på IMADA.
17.06.2011
Tilbage til nyhedsoversigten