Den danske professor dr. Henrik Mouritsen fra Oldenburg Universitet forsker i trækfugles navigationssystemer og har sammen med sin forskningsgruppe fundet frem til detaljeret information om trækfugles sanser og retningsforståelse. Forskningen har yderligere givet Mouritsen en prestigefyldt pris.
Henrik Mouritsens forskning fokuserer på de adfærdsbiologiske, molekylære, fysiologiske og kognitive mekanismer, der ligger til grund for trækfugles navigation på lange strækninger. Når trækfugle tilbagelægger tusinder af kilometer på flyvninger mellem avls- og overvintringsområder, arbejder deres navigationssystem med fascinerende præcision. Som leder af den internationale forskningsgruppe "Neurosensorik/Animal Navigation" har Henrik Mouritsen kunnet bevise, at fuglene bruger Jordens magnetfelt på to måder til at orientere sig. Ved hjælp af lysfølsomme molekyler i øjet opfatter de visuelt Jordens magnetfelts kompasretning. Derudover er fuglene i besiddelse af en magnetisk sensor bestående af jernmineralholdige krystalstrukturer i den øverste del af næbbet, som er forbundet med hjernestammen via nervebaner. Mouritsens gruppe har som de første kunnet identificere de dele af fuglenes hjerner, som er aktive under navigationsprocessen inden for begge orienteringssystemer.
Prisvinder
Henrik Mouritsen er netop blevet tildelt den prestigefyldte ”Eric Kandel Young Neuroscientists Prize” på 75.000 € for sin forskning på området. Prisen er opkaldt efter den amerikanske neurolog og nobelpristager professor dr. Eric Kandel, som selv overrakte prisen til Henrik Mouritsen. Den uddeles hvert andet år af Hertie Foundation i samarbejde med Federation of European Neuroscience Societies (FENS) til en ung europæisk forsker, som er kendetegnet ved fremragende videnskabelig produktivitet og kreativitet.
39-årige Mouritsen fik i 1998 sin ph.d.-grad fra Odense Universitet (nu Syddansk Universitet), hvor hans interesse for forskningsområdet blev grundlagt. Han har siden 2001 forsket og undervist ved University of Oldenburg i Tyskland, og i 2007 blev han tildelt Lichtenbergprofessoratet til en værdi af 1,5 mio € finansieret af Volkswagen-stiftelsen.
Mouritsen har offentliggjort en lang række videnskabelige publikationer i faglige tidsskrifter, herunder "Nature" og "Science". Han er efter den britiske videnskabsmand dr. Simon Fisher, den anden til at modtage "Eric Kandel Young Neuroscientists Prize”.
01.06.2011
Tilbage til nyhedsoversigten