De studerende på Naturvidenskab vil gerne vide, hvad de kan blive som færdiguddannede cand.scient.er, og mange var mødt frem til gårsdagens karriereKick for at få viden og inspiration til fremtiden.
De studerende blev præsenteret for seks oplægsholdere, hvoraf fem repræsenterede forskellige naturvidenskabelige fagretninger. Den sjette oplægsholder var den selvstændige erhvervsdrivende Erik Nielsen, der fortalte om, hvad netværk er, og hvordan man kan bruge det i sin karriere. Han fik de studerende op af stolene, da han gennemførte en improviseret undersøgelse af, hvor mange at tilhørerne, der er med i et netværk, og hvor mange af dem, der aktivt giver noget til netværket.
Cand.scient.erne fortalte om deres jobs og karriereveje, som gik i vidt forskellige retninger: Charlotte Autzen, der i dag arbejder på Københavns Universitet og tidligere har været informationsmedarbejder på SDUs Naturvidenskabelige Fakultet, har bevæget sig fra geofysik over i kommunikationens verden, mens Danielle Keller, som er ph.d. i biofysik, arbejder med indkapsling af stoffer på Teknologisk Institut og dermed er blevet i den specialiserede naturvidenskabelige verden.
Den sidste oplægsholder, biologen Rico Boye Jensen, arbejder som sekretariatschef i Naturturisme på Sydfyn, og han krydrede arrangementet med lidt ekstra spænding, da han gjorde opmærksom på, at han lige havde slået to ledige stillinger op, som han opfordrede de fremmødte til at se nærmere på.
Der er stor interesse blandt de studerende for at få mere information om deres jobmuligheder, og Det Naturvidenskabelige Fakultet vil derfor arbejde videre med at synliggøre karrieremulighederne for cand.scient.er.
Af Iris Galili (irg@sdu.dk)
28.11.2008
Tilbage til nyhedsoversigten