Oprindeligt udviklede natsværmere ører for at kunne høre deres største fjende, flagermusen, men i dag bruger de også ørerne til at høre om seksuelle tilnærmelser på uoverskueligt mange forskellige måder.
Natsværmere er, som navnet siger, aktive om natten, og de har én vigtig fjende; flagermus. Som forsvar har mange natsværmere udviklet ører, der er sensitive for netop flagermusens ekkolokaliseringsskrig, og de har udviklet forskellige måder at undvige flagermusene på. Nu viser det sig, at mange natsværmere er i stand til at udnytte både deres hørelse og deres undvigeadfærd til et helt andet formål: nemlig til at kommunikere om sex. Det afslører et dansk/japansk forskerhold, og forskerne kan også konstatere, at de forskellige natsværmer-arter formentlig snakker sex på uoverskueligt mange forskellige måder. Det kaster nyt lys overevolutionen af lydkommunikation og adfærd.
Natsværmere har sandsynligvis ud viklet ører med det ene formål at høre, om deres største fjende, flagermusen, er på sporet af dem. Man har længe troet, at natsværmere var stumme, men mange af dem laver faktisk også selv lyde - bare så sagte, at flagermus ikke kan høre, at de er der. Natsværmerne bruger lydene til at kommunikere seksuelt med. Det har forskere vidst i et par år, og nu afslører et dansk/japansk forskerhold, at natsværmerne har udviklet forskellige måder ikke bare at udnytte deres høresans på, men også den undvigeadfærd, der oprindeligt blev udviklet som forsvar mod flagermus.
”Vi har undersøgt to forskellige natsværmere og set, at de udnytter deres ører og adfærd helt forskelligt til seksuel kommunikation. Der er ingen grund til at tro, at andre natsværmere ikke også gør det på deres egen måde. Variationen i måden at udnytte disse evner på må være enorm ”, mener forsker i sansefysiologi, Annemarie Surlykke fra Biologisk Institut, Syddansk Universitet (SDU).
Hun og hendes japanske kolleger fra bl.a. universitetet i Tokyo har undersøgt de to arter; den asiatiske korn-borer (Ostrinia furnacalis) og den japanske bjørnespinder (Eilema japonica). Begge arter har ligesom mange andre natsværmere udviklet ører for at kunne høre flagermus, men de har også formået at få mere ud af deres evne til at høre. Begge slags natsværmeres hanner har udviklet en metode til at kurtisere hunnerne med – men metoderne er vidt forskellige.
Den asiatiske kornborers teknik er den enkleste: Den frembringer lyde, som ligner de ekkolokaliseringsskrig, som en flagermus, der er på jagt, udsender. Dermed narrer hannen hunnen til at tro, at en flagermus er i nærheden. Hun reagerer med at sidde helt stille i en anti-flagermus freeze-position for at undgå flagermusens opmærksomhed – og dette udnytter hannen til at parre sig med hende, for det er meget nemmere når hun sidder helt stille. Da forskerne afspillede først en jagende flagermus’s lyd og dernæst en parringslysten hans lyd i laboratoriet, reagerede hunnerne i begge tilfælde ved at fryse fast. Hunnerne kunne ganske enkelt ikke høre forskel, konkluderer forskerne.
Den japanske bjørnespinder er mere avanceret og udsender også et lydsignal, der umiddelbart lyder som lyden af en flagermus på jagt. Men da forskerne afspillede først lyden af en flagermus og siden lyden af en sex-kommunikerende han, var hunnerne i laboratoriet ikke i tvivl: De kunne høre forskel på detaljerne i lydene og ville kun parre sig, hvis lyden kom fra en han og ikke fra en flagermus.
Det vil sige, at udviklingen fra flagermuseforsvar til parringskommunikation med lyd er gået et skridt videre hos bjørnespinderen, hvor der er udviklet et specifikt genkendeligt parringssignal, mens den asiatiske kornborer ikke skelner mellem flagermusens og sine egne signaler.
”Den akustiske kommunikation mellem flagermus og natsværmere er et tekstbogseksempel på samspil mellem rov-og byttedyr. Men vores undersøgelser viser, hvordan sådan et system kan udvikle sig videre gennem evolutionen, så også natsværmerne selv udnytter deres evne til at høre og lære at producere lyd til at kommunikere seksuelt med, og at de har udviklet forskellige måder at gøre det på. Det er et smukt eksempel på evolutionens mangfoldighed”, siger Annemarie Surlykke.
Natsværmere har ikke altid kunne høre. Den evne opstod først, da flagermusene begyndte at flyve på nattehimlen og orienterede sig med ekkolokalisering for 50 – 60 mio. år siden. Lige siden har natsværmere og flagermus ligget i et evigt kapløb, hvor det for flagermusens vedkommende gælder om at opdage natsværmerne og for natsværmernes vedkommende om at undgå at blive opdaget.
Natsværmernes ører er ganske simple med blot en, to eller fire sanseceller, men det er nok til at kunne opfange skrigene fra en flagermus.
”Natsværmerne kunne have nøjedes med at bruge deres hørelse til dette ene formål. Og indtil for få år siden troede man da også, at langt de fleste natsværmere ikke brugte deres ører til andet”, forklarer Annemarie Surlykke.
Men i 2009 viste hun og nogle kolleger, at langt flere natsværmerarter, end man havde troet, faktisk selv producerer lyd. Forskerne foretog stikprøver på 13 arter, og det viste sig, at hannerne hos 70 pct. af dem producerede lyd med forskellige ”instrumenter” som en måde at kommunikere med hunlige artsfæller på. Næsten al lyd fra natsværmere er ultralyd, så det ligger ved høje frekvenser og kan ikke høres af det menneskelige øre – men sagtens af flagermus.
”Umiddelbart forekommer det som en dårlig ide at producere lyd, når ens værste fjende, flagermusen, næsten udelukkende bruger høresansen til at jage med – at frembringe en lyd er det samme som at kalde på flagermusen”, forklarer Annemarie Surlykke.
Men der er mening i galskaben, forklarer hun videre. Natsværmerne nøjes nemlig med at lave lyde til hinanden, når de er ganske tæt på hinanden. Ofte er de ikke længere fra hinanden end to cm, og de ”hvisker”, så deres lydsignaler er så svage, at flagermusene ikke opfanger dem.
Jeg er overbevist om, at der foregår en masse hviske-kommunikation blandt natsværmere, som er så lydsvag, at den er vanskeligt at opdage, og som vi derfor fejlagtigt tror, ikke forekommer. Derfor åbner vores resultater for en helt ny forståelse af de mange retninger, evolutionen af lydkommunikation kan føre til på basis af ét system, der egentlig var udviklet til forsvar mod en fjende. Dermed fører de også til ny forståelse af evolutionære processer ”, forklarer hun.
Foto th (orangebrune vinger): asiatisk kornborer. Foto tv (grå vinger): japansk bjørnevinge. Fotograf: Ryo Nakano.
Denne pressemeddelelse er skrevet af kommunikationsmedarbejder Birgitte Svennevig.
Ref: Scientific Reports: Evolution of deceptive and true courtship songs in moths, published 20. juni 2013.
Læs mere her: http://www.bats.biology.sdu.dk/index.html
Kontakt: Annemarie Surlykke, E: ams@biology.sdu.dk. T: 6550 2608 og 2088 6648.
08.07.2013
Tilbage til nyhedsoversigten