Data fra 28.762 tvillingepar danner baggrund for Michael Osmanns kandidatspeciale, der er blevet hædret med Dansk Matematisk Forenings specialepris 2012 og en medfølgende check på 15.000 kroner fra firmaet Edlund A/S.
|
| En stolt prismodtager Michael Osmann sammen med administrerende direktør Line Find, Edlund A/S |
”Livet er svært – men matematik er sværere” lyder et gammelt Storm P.-citat, og det kan der være noget om. I hvert fald var det ikke enhver beskåret at forstå de mange tegn og formler, der fredag eftermiddag rullede over lærredet i lokale 0100. Her gennemgik Michael Osmann og hans to vejledere, lektor Yuri Goegebeur og lektor Jacob B. Hjelmborg, en masse af de matematiske formler, der anvendes i Michael Osmans matematiske modelleringer.
Anvendelsesorienteret speciale
- Det er rigtig langhåret matematik, der er tale om her, sagde formanden for bedømmelsesudvalget, professor emeritus Vagn Lundsgaard Hansen, i sin begrundelse for at præmiere Michael Osmanns speciale.
- Samtidig er det et særdeles grundigt statistisk arbejde med stor anvendelighed, lød det ligeledes fra formanden, før Michael Osmann præsenterede sit omfattende arbejde.
På første række fulgte begge vejledere da også intenst med i Michael Osmans foredrag. Ind i mellem blev der nikket anerkendende, og med mellemrum så man de to lektorer stikke hovederne sammen og hviske intenst til hinanden.
Med Michael Osmanns bearbejdning af det store datamateriale fra de mange tvillingepar er der skabt nye værktøjer til brug inden for den medicinske forskning i for eksempel cancer eller ekstrem over- eller undervægt. Og her er data fra tvillinger særligt gode til at give indikationer på genetikkens indflydelse på sygdomsudvikling.
I gang med sin ph.d.
Metoden til statistisk bearbejdning af ekstreme værdier, som udgør Michael Osmanns speciale, er da også populær hos specialeprisens sponsor softwarehuset Edlund A/S.
- Vi i erhvervslivet er afhængige af præcis den type forskning, lød det fra Edlunds administrerende direktør Line Find, der havde fundet vej fra Valby til Odense for at overrække prisen til den 28-årige matematiker.
- Og vi er afhængige af, at der kommer dygtige matematikere fra universiteterne. Derfor er det en særlig glæde for mig at overrække prisen til Michael Osmann, fortsatte Line Find.
I den københavnske virksomhed udgør de anvendte matematikere cirka en fjerdedel af de 200 ansatte.
Prismodtageren Michael Osmann var da også både tilfreds og taknemmelig for prisen og opmærksomheden ved den efterfølgende buffet.
- Jeg er meget glad. Det er rigtig rart at få sådan en anerkendelse for sit arbejde, lød det fra dagens mand, der i forlængelse af kandidatspecialet er i gang med sit ph.d.-projekt på IMADA.
Nå ja, de to vejledere på første række i auditoriet – hvad var det egentlig, de sad og hviskede om?
- Ha ha, ja det er rigtigt, vi hviskede lidt. Vi blev simpelthen bare inspirerede af Michaels gennemgang, og så opstod der nogle idéer, som vi skal forfølge, forklarede Lektor Jacob B. Hjelmborg.
Dansk Matematisk Forenings specialepris blev indstiftet i 2008 og sponseres af Edlund A/S
Dansk Matematisk Forening: http://www.mathematics.dk/
Edlund A/S: http://www.edlund.dk/da/
29.05.2013
Tilbage til nyhedsoversigten