Danmarks naturlige bestande af blåmuslinger er faldende pga. overfiskning, og derfor kan det være en god ide at dyrke muslinger under kontrollerede forhold. Gennem de sidste fem år har forskere fra bl.a. SDU eksperimenteret med dyrkning af muslinger i Storebælt og konkluderer nu, at Storebælt egner sig fortrinligt til opgaven.
”Storebælt byder på gode vækstmuligheder for blåmuslinger, bl.a. fordi der med havstrømmene kommer masser af føde fra Østersøen”, fortæller forskningsleder og professor Hans Ulrik Riisgaard fra Marinbiologisk Forskningscenter, Syddansk Universitet.

Gennem de sidste fem år har han og kolleger fra Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Dansk Hydraulisk Institut eksperimenteret med at dyrke blåmuslinger på line i Storebælt. Parterne var samlet i forskningsprojektet MarBioShell, der var støttet af Det Strategiske Forskningsråd med godt 10 mio. kr. Projektet havde til formål at vurdere potentialet for dyrkning af linemuslinger i Storebælt.
”Med de gode strømforhold kan der etableres store dyrkningsanlæg, og i Storebælt er der ikke de samme iltsvindsproblemer om sommeren som i de lavvandede fjorde”, forklarer Han Ulrik Riisgaard.
Dyrkningsforsøgene i bl.a. en forsøgs-og demonstrationsmuslingefarm har vist, at der med fordel kan dyrkes blåmuslinger på liner i Storebælt. En særlig fordel er, at muslingerne kan nå at vokse sig store nok til høst på en enkelt sæson. De kan altså sættes ud i maj og høstes i november, og dermed kan man pakke muslingeanlægget sammen og lægge det på land om vinteren, så storm og is ikke ødelægger det.

På en sommer kan linemuslingerne nå at blive ca. 35 mm lange. Det er 10 mm mindre end de traditionelle 45 mm lange muslinger, vi kender fra fiskehandleren. Sådan en minimusling indeholder dog lige så meget kød som en stor musling, der er skrabet i Limfjorden, konstaterer forskerne.
Lille og ung er ofte godt, når man snakker gastronomi. Lam smager bedre end får. Kylling bedre end høne. Kalv bedre end ko.
”Og sådan er det også med minimuslingerne”, forklarer Hans Ulrik Riisgaard.
Minimuslingerne er ikke kun delikate – de er muligvis også sundere end de større muslinger.
”Minimuslinger indeholder iflg. vore foreløbige studier flere poly-umættede fedtsyrer”, siger Hans Ulrik Riisgaard.
Der er yderligere fordele ved at dyrke minimuslinger i Storebælt, påpeger forskerne:
- Den konstante stærke strøm i Storebælt giver et ensartet produkt med lille variation i størrelsen og en stor kødfylde.
- Dyrkning i Storebælt kan foregå i hele dybden, og der kan produceres 30 – 40 kg pr. kubikmeter vand. Det svarer til 3-4.000 tons om året indenfor et produktionsområde på 250 x 750 m. En pct. af vandet, der passerer gennem Storebælt, kan levere tilstrækkelig næring til 10 muslingefarme.
- Høstede muslinger, som i løbet af sæsonen ikke når de 30 mm, kan bruges til hønse- og fiskefoder.
Fotos forestiller dyrkning af linemuslinger i Storebælt. Fra projektets forsøgsfarm. Fotograf: Mads Anker van Deurs/Nordshell.

Ref MarBioShell (2008-2012), final report 31 December 2012.
http://www.marbio.sdu.dk/uploads/MarBioShell-final-report-31December%202012-final.pdf
Denne pressemeddelelse er skrevet af kommunikationsmedarbejder Birgitte Svennevig.
Kontakt: Hans Ulrik Riisgaard, Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde, SDU. Tlf. 6532 1433. email: hur@biology.sdu.dk
Mads Joakim Birkeland, DHI, tlf. 4516 9505. Email mbi@dhigroup.com
28.05.2013
Tilbage til nyhedsoversigten