Professor Jan O. Jeppesen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet er nyt medlem af Det Frie Forskningsråds faglige råd for Teknologi og Produktion.
Jan O. Jeppesen forsker til daglig i organisk kemi, og han er nu blevet udpeget af videnskabsminister Morten Østergaard som nyt medlem af FTP (Det Frie Forskningsråd – Teknologi og Produktion).
- Jeg glæder til mit nye arbejde i FTP og ser det som en stor udfordring at skulle være med til at vurdere de mange ansøgninger, der bliver behandlet af rådet, siger Jan O. Jeppesen.
Rådet støtter konkrete forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne initiativer og giver forskningsfaglig rådgivning inden for rådets videnskabelige områder. Derudover bidrager rådet til at styrke formidlingen og anvendelsen af forskningsresultater og deltager i internationalt samarbejde.
Rådets 18 medlemmer er anerkendte forskere og udpeget af videnskabsministeren i deres personlige egenskab.
Læs mere på Det Frie Forskningsråds website
Foto: Nils Lund Pedersen
03.01.2013
Tilbage til nyhedsoversigten