SDU-forskere publicerer deres seneste forskningsresultater i en artikel i det videnskabelige tidsskrift ”Nature”. Men når alt kommer til alt, handler det for professor Annemarie Surlykke om det videnskabelige facit.
 |
| Professor Annemarie Surlykke |
Små pelsklædte jægere der flyver i tusmørket – hurtige, lydløse og svære at følge med øjet. Det er sådan, de fleste af os bedst kender flagermusen. Men flagermusen er ikke bare et pudsigt, luftbåret pattedyr, der jager insekter. Flagermusen er også en værdifuld videns- og inspirationskilde for den teknologiske frontforskning i udviklingen af robotter. Det er blandt andet her, at resultaterne af professor Annemarie Surlykke, lektor John Ratcliffe og postdoc Lasse Jakobsens forskning bliver omsat til teknologiske løsninger inden for bio-mimetik eller bionik. Begreber der dækker over teknologisk innovation på baggrund af processer og mekanismer i naturen.
Flagermusens metode til såkaldt ekkolokalisering er det som optager de tre forskere i forskningsgruppen for Lydkommunikation og Adfærd under Biologisk Institut på Syddansk Universitet. Og det er de nye resultater af gruppens forskning, der beskrives i en videnskabelig artikel i den seneste udgave af bladet ”Nature”. Artiklen, er et sammenlignende studie af seks forskellige arter af flagermus. Den beskriver blandt andet den nyeste viden om, hvordan flagermusen tilpasser den ultralyd, den udsender.
Man har længe vidst, at Flagermus kan øge eller sænke frekvensen af lyden, de udsender. Flagermus udsender skrig ved tonehøjder over 20 kHz, og som derfor ikke kan høres af mennesker. Tonehøjden er højere jo mindre flagermusen er, når den bruger ekkolokalisering til jagt, navigation eller begge dele.
Antagelsen har samtidig været, at jo mindre flagermusen er, des højere frekvens må den benytte, for at kunne detektere sit mindre bytte. Men resultaterne af det nye arbejde viser, at det er lydstrålens bredde, der er det vigtige. Lydstrålerne bliver bredere, jo mindre lydkilden er (det være sig en højttaler eller en flagermus) er i forhold til bølgelængden, og derfor er små flagermus tvunget til at udsende kortere bølgelængder, hvilket vil sige højere tonehøjder, for at bevare en smal lydstråle. Det er vigtigt for dyr, der orienterer sig med lyd at have en smal lydstråle, for så forstyrres de ikke af objekter der ikke er lige foran, og energien koncentreres i den fremadgående retning, præcis ligesom men fokuserer en lommelygte, hvis man vil have den til at lyse langt fremad.
Man har længe vidst, at flagermus kan øge eller sænke frekvensen af den lyd de udsender og at de kan udsende alt fra 15 til 200 skrig i sekundet både under jagt og navigation, specifikt tilpasset miljøet flagermusen er i, skrig der for mennesker virker total lydløse. Men, det er ikke kun kald, frekvens og rate flagermusen kan variere, når den navigerer og jager i forskellige miljøer.
Det er heller ikke flagermusens eneste mulighed for at variere den lydstråle, der udsendes, og professor Annemarie Surlykke fortæller:
Vi har de senere år, som de første, undersøgt ekkolydstrålens længde og bredde, og fra andre forsøg ved vi, at på samme måde som vi kender det fra et vidvinkel- eller teleobjektiv på et kamera, hvor vi kan få rigtig meget med på billedet, eller vi kan komme meget tæt på et lille udsnit – sådan kan flagermusen også skifte mellem en bred lydstråle eller en meget fokuseret alt efter, hvad dyret har behov for, siger Annemarie Surlykke, og fortsætter:
- Det nye som vores forsøg har vist er, at lydstrålebredden er meget vigtig for orientering med lyd, og at flagermusen har kontrol over, og kan variere lydstrålebredden afhængig af, hvad den har brug for.
Denne indsigt er både vigtig for at forstå de evolutionære processer, der har medvirket til at udvikle de utroligt mange forskellige arter af flagermus der kendes, men også vigtig når man skal forsøge at udnytte viden fra flagermus til at bygge robotter, der orienterer sig med lyd.
- Vi har lavet målinger både i laboratoriet og i naturen, hvor vi har brugt mange og strategisk opstillede mikrofoner. Det var sådan vi kunne måle, at flagermusens lydbølger er retningsbestemte, og kan reguleres i bredden, fortæller Annemarie Surlykke, når hun skal forklare, hvordan man er nået frem til den nye viden på området, og som er en del af det arbejde der ligger til grund for den videnskabelige artikel i ”Nature”.
Om det at få en artikel i et af verdens absolut førende videnskabelige tidsskrifter, og den prestige det rummer, siger Annemarie Surlykke.
- Det er da dejligt at få en artikel optaget i ”Nature”, men først og fremmest er det de forskningsmæssige resultater, der tæller.
21.11.2012
Tilbage til nyhedsoversigten