Rekordstor søgning til humaniora og især de internationale orienterede uddannelser er populære blandt årets ansøgere
Internationaliseringen er slået igennem hos danske unge, når det gælder valg af uddannelse. Det mærker man i høj grad på det humanistiske fakultet på Syddansk Universitet. De unge tænker sig selv ind i et globalt perspektiv og har i stort omfang søgt internationalt orienterede uddannelser inden for sprog og kultur.
-De unge mennesker har for alvor taget globaliseringen til sig. De har rejst i den, og nu vil de gerne bruge den som afsæt for deres arbejdsliv, siger dekan på det humanistiske fakultet Flemming G. Andersen.
Alt i alt har mere end 4500 søgt ind på en humanistisk uddannelse på Syddansk Universitet, og dermed er humaniora det mest søgte område.
Det er bl.a. universitetets nye bacheloruddannelse i Amerikanske Studier, der er kommet rigtig flot fra start med dobbelt så mange 1.prioritetsansøgninger, som der er pladser til. Uddannelsen i Kinesisk har fået 76 % flere 1. prioritetsansøgere end sidste år og også uddannelserne i Arabisk kan notere stor fremgang.
Derudover har også sprogfag som Engelsk og Spansk høstet flere 1. prioritetsansøgninger end tidligere år.
På humaniora har man generelt meget fokus på at skabe internationale relationer, og der arbejdes netop nu med at udforme en ny internationaliseringsstrategi. En af opgaverne bliver at være med til at skabe flere engelsksprogede uddannelser.
Også andre humanistiske uddannelser klarer sig rigtig flot og har fået flere ansøgere end sidste år, det drejer sig f.eks. om Dansk, Litteraturvidenskab, Historie, Filosofi, Negot og Medievidenskab.
06.07.2012
Tilbage til nyhedsoversigten