Med over 1600 nye studerende øger Det Humanistiske Fakultet optaget med 27 procent i forhold til sidste år.
I disse dage starter 1647 nye studerende på uddannelser under Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet.
En stigning på 349 studerende i forhold til studiestarten sidste år – og rekord for fakultetet, der i antallet af nye studerende overstiger optaget for tre af universitetets øvrige fakulteter (Sundhedsvidenskab, Naturvidenskab og Teknik) – tilsammen!
De optagne studerende tegner sig for en bred søgning, idet alle humanioras uddannelser går frem eller bevarer det gode optag fra sidste år. Specielt fag som Religion, Filosofi, Historie, Tysk, Spansk og Oldtidskundskab optager flere studerende end sidste år.
Også fakultetets nye uddannelse Interkulturel pædagogik er kommet godt fra start med 30 og 35 optagne på henholdsvis linjen med arabisk og linjen med dansk som andetsprog.
- Det er rekord for os, og vi er meget stolte af, at vores uddannelser tiltrækker så mange unge mennesker, som nu skal prøve kræfter med livet som universitetsstuderende. Især er vi stolte af, at så mange af de nye studerende har valgt os som deres førsteprioritet, siger dekan Flemming G. Andersen, Det Humanistiske Fakultet.
30.08.2011
Tilbage til nyhedsoversigten