Fiktionens forunderlige univers har ikke altid eksisteret. Først i middelalderen begyndte man at skrive bøger der udsprang af fantasien. Forskning fra Syddansk Universitet kaster lys over en overaskende historisk proces.
Når man fuld af spænding bladrer sig gennem en krimi eller roman ved man godt at indholdet udspringer af forfatterens fantasi.
Men var bøgerne udkommet i middelalderen, ville folk tro, at detektivernes og politiefterforskernes jagt på diverse mordere var virkelige –fordi personerne optræder i en bog. Ny forskning fra Syddansk Universitet kaster lys over, hvordan vores forfædre fik idéen til at fortælle røverhistorier i bøger.
-I den tidlige middelalder opfattede man bøger som meget autoritative, det - der stod i bøger, var sandt. De fleste så kun bøger i kirken, når præsten læste op af Biblen, og derfor forbandt man det nedskrevne ord med sandheden siger professor Lars Boje Mortensen fra Institut for Historie.
Han har sammen med kollegaer forsket i emnet og det har netop mundet ud i bogen ’Medieval Narratives between History and Fiction’, der er udgivet på Museum Tusculanums Forlag.
Det autoritative forhold til bøger begyndte langsomt at forandre sig i slutningen af 1100-tallet – og har gjort det lige til i dag.
I mange historiske fortællinger var "huller" i handlingen som man begyndte at fylde ud med helt opdigtede episoder. Fx var der i historien om kong Arthur - som blev betragtet som en historisk konge - en fredsperiode på 12 år hvor historien ikke havde noget at berette. Her lagde man så alle eventyrerne om ridderne om det runde bord.
De havde en historisk forankring og i begyndelsen troede folk historierne var sande, men efterhånden blive de mere og mere fantastiske og folk begyndte at kunne regne ud, at de var fri fantasi.
- På den måde vænnede folk sig efterhånden til, at bøger også kunne være underholdende. Og at de ikke nødvendigvis var sandhed fra ende til anden. Gennem århundrede blev vejen altså banet for de fiktionsromaner, vi kender i dag, fortæller Lars Boje Mortensen.
30.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten