Som led i implementeringen af loven om gennemsigtighed har afdelingen for dokumentation og kvalitet ved Studiekontoret på Syddansk Universitet valgt at offentliggøre karaktergennemsnit for færdiguddannede bachelorer og kandidater.
Alle studerende på Syddansk Universitet bliver indskrevet på såkaldte uddannelsesrammer. Uddannelsesrammerne har fastlagte regler forankret i de forskellige uddannelsers studieordninger. Flere uddannelser har eksempelvis regler for hvorledes forskellige karakterer skal vægtes i forhold til hinanden, når der skal beregnes en kvotient for hele uddannelsesforløbet.
Undervejs i studiet giver langt de fleste studieordninger en mulighed for den studerende til at specialisere sig. Uddannelsesrammerne kommer således til at indeholde både obligatoriske fag samt et varierende antal valgfag.
Dimittenderne fra Syddansk Universitet har ikke nødvendigvis fulgt studiet hele forløbet, flere har fået fag og uddannelsesdele meritoverført fra andre uddannelser eller uddannelsesinstitutioner.
Kandidaternes uddannelsesrammer kan være enten 2-årige, hvis der er tale om en overbygningsramme eller også kan rammen være 5-årige, i så fald indeholder den også karaktererne fra bacheloruddannelsen.
Dimittendernes gennemsnit kan som følge af ovenstående bemærkninger være baseret på alt fra 1 til 35 karakterer.
Undersøgelsen har taget udgangspunkt i vægtede gennemsnit af alle 13-skalakarakterer, der ligger som et resultat eller en meritoverførsel på dimittendens uddannelsesramme. Hvis en studieordning ikke indeholder regler for karaktervægtning, er alle karakterer vægtet ens og der er blot udregnet et normalt aritmetisk gennemsnit.
Uddannelser kan være samlet i opgørelsen, eksempelvis de forskellige cand. merc. linjer. En af årsagerne til disse samlinger er, at antallet af dimittender øges og undersøgelsens populations anonymitet sikres. For yderligere at sikre denne anonymitet er resultaterne ikke offentliggjort for uddannelser, hvor antallet af dimittender er under 5.