UddannelsesKvalitet er ved SDU den samlende betegnelse for vores bestræbelser på at skabe optimale rammer for vores studerende.
Kvalitetsarbejdet ved Syddansk Universitet består af en lang række aktiviteter, der dels er overlappende, og som dels gennemføres i tæt samarbejde mellem Analyse og Kvalitetsudvikling og universitetets øvrige enheder. Kvalitetsarbejdet hviler på tre søjler:
Søjle 1: ”kvalitetsorganisationen” er kendetegnet ved, at direktionen har det overordnede ansvar for, at politikker for uddannelse og eksterne krav til uddannelseskvalitet omsættes til god praksis. Begrundelsen herfor er, at kvalitetsarbejde efter al erfaring kun lykkes, såfremt det sker med tæt forankring i den eksisterende ledelsesfunktion. Ledelsesstrengen for kvalitetsorganisationen afspejler derfor også ledelsesstrengen fra rektor, gennem dekaner til studieledelse på fakultetsniveau. Den egentlige realisering af kvalitetsarbejdet skal finde sted så tæt på læringsmiljøer og uddannelsesfunktioner som muligt, dvs. gennem studieledelse og studieadministration og gennem de enkelte underviseres aktiviteter med udgangspunkt i institutterne.
Kvalitetsorganisationen er forankret til ledelsesstrukturen gennem Kvalitetsudviklingsrådet (KUR-U) og Studieadministrativ Koordineringsgruppe (SAK). Kvalitetsudviklingsrådet har til opgave at koordinere udviklingen af kvalitetspolitik samt at overvåge og gøre status for kvaliteten af uddannelser i henhold til de fastlagte politikker. Kvalitetsudviklingsrådet skal ligeledes udarbejde oplæg til integration af øvrige kvalitetssikringselementer, herunder akkrediteringer, benchmarking etc., i universitetets samlede kvalitetsarbejde. Den studieadministrative koordineringsgruppe understøtter og medvirker til implementering af vedtagne delpolitikker på fakulteter og fællesområdet.
Søjle 2: ”kvalitetspolitik for uddannelsesområdet” består af i alt otte delpolitikker, som universitetet kontinuerligt arbejder med at justere og optimere, så de understøtter udviklingen af uddannelseskvaliteten. De otte delpolitikker dækker alle centrale uddannelsesaktiviteter, herunder undervisnings-og uddannelsesevalueringer for hver enkelt uddannelse fra studiestart til arbejdsmarked. Det er derfor et overordnet princip for kvalitetsarbejdet, at ansvaret for realisering af delpolitikkernes målsætninger er synlige og entydige – og er entydigt placeret hos f.eks. underviser, studieledelse, studieadministration etc.
Søjle 3: ”dokumentation og opfølgning” omfatter fælles universitære arbejdsgange for opsamling af data, der belyser omsætning af delpolitikker til handlinger og på grundlag heraf struktureret erfaringsbaseret læring mellem uddannelser. Dokumentationsøjlens aktiviteter omfatter – ud over at sikre en koordineret opsamling af data for uddannelsesområdets aktiviteter i relation til kvalitetspolitikkerne – også dokumentation for andre dele af kvalitetsarbejdet, herunder udviklingskontrakt for Syddansk Universitet, akkreditering, Lov om gennemsigtighed og benchmarking.