Internationale ranglister af universiteter, de såkaldte rankings, har fået større og større opmærksomhed. Blandt andet omtaler både danske og udenlandske medier med mellemrum ranglisterne. Listerne bliver til på baggrund af forskellige kriterier, og du kan på siden her se, hvordan SDU er placeret på de mest omtalte internationale ranglister.
Internationale ranglister angiver universiteternes placeringer i forhold til hinanden ud fra forskellige kriterier.
Kriterierne varierer fra liste til liste, hvor nogle lister vægter universitetets alder og størrelse, andre lister vægter en modtaget nobelpris højt, og atter andre ser på international publicering af forskning, typisk inden for et begrænset antal fagområder eksempelvis natur- og sundhedsvidenskab. De færreste lister tillægger uddannelse eller videnformidling og –deling, som Syddansk Universitet anser for vigtige opgaver for et dansk universitet, nogen større betydning i deres rangordning. Det er derfor vanskeligt at uddrage noget om kvaliteten af et universitet som helhed ud fra disse internationale rangordninger.
Syddansk Universitet optræder på alle mere omfattende ranglister af verdens bedste universiteter, og tabellen nedenfor angiver universitetets placering på de mest omtalte internationale rankings. Med de ovenstående forbehold for værdien af disse rangordninger i en dansk kontekst er det ikke desto mindre glædeligt at kunne konstatere, at SDU som ét af verdens 17.000 universiteter klarer sig godt - både nationalt og internationalt.