SDU’s ingeniørstuderende og ansatte kan se frem til et nyt Teknisk Fakultet, der emmer af højteknologi, fællesskab, lys og luft.

Det Tekniske Fakultet kommer til at danne ramme om tre institutter, hvor forskere og studerende får deres gang i laboratorier, undervisningslokaler, projektrum og på fællesarealer, der både er tidssvarende og som peger ud i fremtiden.
Kontakten mellem undervisere og studerende
To etager med blandede kontorlokaler og projektrum er med til at skabe et fakultet, hvor undervisere og ingeniørstuderende har tæt kontakt i det daglige.
Fællesarealerne levner masser af plads til samvær, og dermed er grobunden for et moderne studiemiljø skabt.
Byggeriet, som kommer til at huse cirka 2200 studerende og knap 300 medarbejdere, står færdigt i 2015 og det placeres i tæt sammenhæng med SDUs hovedcampus i Odense.