Samarbejde med det omkringliggende samfund omkring uddannelse og forskning er et væsentligt kendetegn for Syddansk Univeritet i Sønderborg
Alsion - universitetets nye bygninger er et synligt bevis på samarbejde med det omkringliggende samfund. Ud over Syddansk Universitet er Alsion ligeledes adressen for Forskerpark Syd, en koncertsal samt Sønderjyllands Symfoniorkester, hvilket giver enestående muligheder for at udbygge samarbejdet mellem universitet, erhvervsliv og kultur.
På Alsion er en af grundtankerne en synergi mellem studerende, forskere og virksomheder. På den måde sikres vidensdeling, innovation og iværksætterånd . Alt i samme bygning.
Samarbejdet med erhvervslivet omkring uddannelse og forskning er meget tæt. Et levende bevis på den tætte kontakt er Mads Clausen Instituttet, oprettet for midler fra Bitten og Mads Clausens fond og i dag et kraftcenter for forskning i brugerorienteret design, software design og matematisk modellering.
Men Danfoss er blot en af en lang række højteknologiske virksomheder, universitetet har kontakt til, andre eksempler er Linak, Infocom, Ecco, Hydro og Focon. Ligeledes er der et stærkt samarbejde med Center for erhvervsudvikling (cfe) og Sønderborg Kommune. Tilsammen udgør universitet og erhvervsliv et intenst vidensmiljø, der forstærker den videre vækst i Sønderjylland.
Studerende fra Syddansk Universitet har let ved at finde en virksomhed hvor de kan skrive afgangsprojekt. For at støtte studerende ved Syddansk Universitet i Sønderborg har det lokale erhvervsliv indstiftet en pris der tildeles et af de projekter der er skrevet ved en virksomhed. I sommeren 2007 blev der for første gang nomineret studerende til Wall of fame.
Et særligt kendetegn ved Syddansk Universitet i Sønderborg er det unikke samarbejde med Universität Flensburg omkring en række uddannelser i Sønderborg og Flensborg. Samarbejdet mellem de to universiteter har resulteret i et internationalt miljø med danske og udenlandske studerende og med undervisere fra begge sider af grænsen.