Syddansk Universitetsbibliotek arrangerer den første danske udstilling om en jazzmusiker
Richard Boone, amerikansk sanger og basunist, satte i mange år sit præg på det danske jazzmiljø – både på scenen og i venners lag.
Jazzmusikeren fra Little Rock i Arkansas blev tidligt tunet ind på et liv i musik. Hans stemme og hans trombone bragte ham vidt omkring i både USA og Europa, og det var en berigelse for dansk jazz, at Richard Boone som 40-årig valgte at slå sig ned i København.
En ny udstilling ”Fra Little Rock til København – Richard Boones liv i musik” følger ham fra hjembyen i Arkansas, hvor han blev født i 1930, til Danmark, hvor han døde i 1999.
Udstillingen, der er den første herhjemme om en jazzmusiker, er arrangeret af Syddansk Universitetsbibliotek, som har en stor og voksende jazzsamling.
- Vi har i de senere år fået mange ting forærende - blandt andet Ben Websters pianostol, Richard Boones scenetøj og en del musikinstrumenter - så fra at være en decideret pladesamling er vi ved at etablere os som jazzmuseum. Og vi vil utrolig gerne vise, hvad vi har i arkiverne, siger bibliotekar og jazzekspert Frank Büchmann-Møller fra Syddansk Universitetsbibliotek.
Han har sammen med Richard Boones enke, Inga Boone, valgt de ting ud, der vises på udstillingen i Syddansk Universitetsbibliotek på Campusvej i Odense.
Inga Boone forærede for to år siden biblioteket en stor samling, som omfatter private papirer, kontrakter, fotos, instrumenter, mikrofon, tasker, hatte, portrætmalerier, scrapbøger, plakater m.m.
- Det er mig, der har samlet og sorteret det hele, for Richard gik ikke selv op i at dokumentere sin karriere. Det gør jazzmusikere ikke, de spiller - og når de dør, spredes deres ting for alle vinde. Ofte ender ting, der kan fortælle jazzhistorie, i en container, fordi arvingerne ikke ved, hvad de skal stille op med dem, siger Inga Boone.
Den retrospektive udstilling om Richard Boone er således en unik mulighed for at få indblik i en tid og et musikmiljø, der stadig går ry om. Dengang - for 30-40 år siden – slog flere internationale jazzkoryfæer sig ned i København, og de var med til at spille byen ind i jazzhistorien.
”Fra Little Rock til København – Richard Boones liv i musik” åbner torsdag 28. februar, og den kan i hele marts ses i bibliotekets åbningstider: Mandag-torsdag 8-19, fredag, 8-16 og lørdag 10-15.
Flere oplysninger om udstillingen fås hos Frank Büchmann-Møller tlf. 66110438-19
21.02.2008
Tilbage til nyhedsoversigten