Et æble om dagen holder doktoren fra døren – lyder et gammelt husgeråd. En nyere variant: Skift pizza og cola ud med en mælkebøttesalat og grøntsagsjuice og slip for hjerte-karsygdomme og type 2 diabetes. Lyder det som det glade vanvid? Ja, måske, men helt forkert er det ikke, at mange planter har sundhedsfremmende effekter. Netop disse effekter vil der blive stillet skarpt på i et nyt projekt på Syddansk Universitet. Projektet præsenteres i morgen torsdag den 6. marts.
Det har vist altid været kendt, at det er sundt at spise grønt, og længe har man fx ment, at bestemte urter har fysiologiske effekter. Emnet har dog også været omgærdet af en vis mystik, og der savnes dokumentation for mange af de formodede sundhedsgavnlige effekter. Det skal projekt ”Health promoting effects of bioactive compounds in plants” på Syddansk Universitet råde bod på.
- I Danmark er livsstilssygdomme som fedme, hjertekarsygdomme og type 2 diabetes et stigende problem. Vi ved, at naturligt forekommende bioaktive stoffer i planter kan have en sundhedsfremmende effekt på disse sygdomme, men der mangler forskningsbaseret viden om de bioaktive stoffer og de optimale betingelser for at dyrke planter med størst muligt indhold af sundhedsgavnlige stoffer, siger professor Karsten Kristiansen, Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet.
Betydningsfuldt projekt
Det Strategiske Forskningsråd har bevilget 14 mio.kr. til projektet, som under ledelse af professor Karsten Kristiansen skal skabe ny viden om bioaktive stoffer i planter og herigennem skabe et videnskabeligt grundlag for udvikling af målrettede sunde fødevarer og senere egentlige farmaceutiske produkter.
I dag ved forskerne allerede, at der i bestemte planter findes bioaktive stoffer, som har effekt på cellernes stofskifte. Men der er brug for mere viden om, hvorledes planternes indhold af gunstige bioaktive stoffer optimeres. Der mangler ligeledes viden om, hvorledes disse bioaktive stoffer påvirker hele kroppens stofskifte, når de spiller sammen med de øvrige næringsstoffer, som indtages med kosten. Når først forskerne har belyst mekanismerne bag effekterne af de enkelte stoffer, og når de kender betingelserne for at skabe den optimale effekt, så kan denne viden udnyttes til rådgivning om det sunde måltid, produktion af nye, sunde fødevarer, udvikling af lægemidler etc.
Projektet rummer således perspektiver af meget stor og direkte betydning for den brede befolkning og er desuden af potentiel betydning for industrien.
Projektet præsenteres for offentligheden ved et møde torsdag den 6. marts kl. 15. Mødet afholdes i Seminarrummet på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet. Brug gerne indgang O.
Yderligere oplysninger: Professor Karsten Kristiansen, Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet. Tlf. 6550 2408 eller 6011 2408.
05.03.2008
Tilbage til nyhedsoversigten