Pressemeddelelsen er sendt ud den 2. oktober
Der er fokus på kroppens immunforsvar, når flere end 100 danske forskere i morgen mødes til konference på Hotel Svendborg.
Konferencen er for universitetsansatte, folk fra biotek industrien og unge ph.d.-studerende, der forsker i immunologi, og de vil i løbet af tre dage blive opdateret med den seneste viden inden for området. Der vil således være oplægsholdere fra Danmark, Sverige, Schweiz, Holland og Storbritannien, som blandt andet vil tale om, hvordan immunforsvaret reagerer ved kræft, hiv og andre alvorlige sygdomme.
Konferencen er arrangeret af en forskerskole, som Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet er fælles om. Den blev startet i 2005 og får i en femårs periode 10 millioner kroner i støtte fra Videnskabsministeriet.
- Det er vigtigt, at de unge forskere møder hinanden og udveksler erfaringer, så konferencen handler også om at danne netværk inden for den immunologiske forskning, siger professor Henrik Ditzel fra Medicinsk Bioteknologisk Center på Syddansk Universitet. Han er medarrangør af konferencen, der holdes for anden gang.
Flere oplysninger om konferencen ”Frontier in Adaptive Immunity” 3.-5. oktober fås hos:
Professor Henrik Ditzel, Syddansk Universitet, tlf. 65 50 37 81, mobil 60 11 37 81
02.10.2007
Tilbage til nyhedsoversigten