Ny forskning viser, at flagermus udsender flere dB end rockkoncert
Lektor Annemarie Surlykke fra Biologisk Institut, SDU, og hendes kollega Elisabeth Kalko, fra Ulm Universitet, Tyskland har studeret ekkolokalisering, biosonar, hos 11 arter af tropiske flagermus fra Panama. Flagermusene blev fulgt i felten, mens de fløj og jagede insekter om natten, dels ved lydoptagelser med mikrofonarray og dels ved multiflash fotografering.
Rekord i lydtryk
Ved hjælp af disse metoder kunne flyvemønstrene rekonstrueres og sammenlignes med de udsendte ekkolokaliseringssignaler. Resultaterne viste, at de udsendte lydtryk var ekstreme, helt oppe på 140 dB SPL målt 10 cm fra flagermusens mund; de højeste lydtryk der er rapporteret fra noget dyr i luft. Til sammenligning er lydniveauet ved en rockkoncert 115-120 dB og for mennesker er smertegrænsen for lyd omkring 120 dB. Flagermus udsender deres sonarsignaler ved så høje frekvenser, ultralyd, at de ikke kan høres af mennesker.
Intensitet og dæmpning
Høje frekvenser er en forudsætning for at få ekko tilbage fra små insekter, men ulempen er, at høje frekvenser dæmpes meget hurtigt med afstanden. Ved at beregne hvor langt væk flagermusene kunne detektere typiske insekter ved deres biosonar, konkluderer Surlykke og Kalko at de høje intensiteter er nødvendige for at kompensere for dæmpningen.
Dette studie er det første komparative studie af biosonar, hvor intensitet er målt. Sammenligning viste, at trods store variationer fra art til art i udsendt intensitet (og frekvens), så kan alle flagermus detektere insekter på nogenlunde samme afstand, fordi de arter der udsender de højeste intensiteter samtidig er dem, der udsender de højeste frekvenser.
Nøglefaktor
Det er meget interessant, fordi det tyder på at detektionsafstand (og derfor udsendt intensitet) er en nøglefaktor for evolutionen af biosonar hos flagermus. Surlykke og Kalko’s resultater viser tydeligt værdien af inter-disciplinære studier som dette, hvor biologi, adfærd, økologi og akustik kombineres.
Surlykke og Kalko, der netop er vendt tilbage fra Panama, offentliggjort 30. april deres forskningsresultater i det internationale, videnskabelige tidsskrift “PLoS ONE.”
Yderligere oplysninger:
Lektor Annemarie Surlykke, Biologisk Institut, Syddansk Universitet
Tlf. 6550 2608
Mobil: 20886648
29.04.2008
Tilbage til nyhedsoversigten