Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie deltager i den årlige dimission på Syddansk Universitets campus i Esbjerg. Dimissionen er samtidig et 25- års jubilæum.
Prinsesse Marie kommer mandag den 27. juni til dimission på Syddansk Universitets campus I Esbjerg.
Prinsessen holder en lykønskningstale til dimissionsen, der samtidig er et jubilæum. Det er i år nemlig 25 år siden, de første HA’ere blev uddannet ved det daværende Handelshøjskole Syd, som i 1998 blev en del af Syddansk Universitet. I den anledning vil også Valdemar Nygaard, daværende institutbestyrer, og Peter Jørgensen, som dimitterede for 25 år siden, gå på talerstolen for at lykønske dette års dimittender.
Rektor Jens Oddershede er konferencier ved dimissionen, hvor Martin Schack fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, står for den musikalske underholdning. Efter den officielle del af arrangementet er der reception for dimittender og gæster, hvor også Prinsesse Marie deltager.
- Det betyder rigtig meget for vores studerende at møde Prinsesse Marie og mærke den oprigtige og helt naturlige interesse, hun har for dem. Derfor er vi både glade for og stolte over, at hun har lyst til at være med til dimissionen på vores campus i Esbjerg, siger rektor Jens Oddershede.
Prinsesse Marie, indledte i 2009 et samarbejde med SDU om at styrke kendskabet til universitetets uddannelser.
Praktiske oplysninger
Pressen er velkommen til at dække det officielle arrangement. Undervejs bliver der følgende fotosessions: Pressefotografer er velkomne til at fotografere Prinsessen ved ankomst ved hovedindgangen på Campus Esbjerg udendørs og indendørs. Under den officielle del i auditoriet er der mulighed for at fotografere under talerne og under overrækkelsen af eksamensbeviser. Ved receptionens begyndelse hilser Prinsesse Marie på de dimittender, der også har modtaget legater. Denne seance må gerne fotograferes – resten af receptionen er privat uden presse. Prinsesse Marie modtages af rektor Jens Oddershede ved hovedindgangen cirka kl. 13.50 og forventes at gå på talerstolen cirka kl. 14.10. Hun forventes at forlade Campus Esbjerg igen cirka 15.45.
Øvrige oplysninger: Journalist Trine Bergman, SDU, tlf.: 6550 1038. Af praktiske hensyn bedes pressen melde sin ankomst på email trb@sdu.dk senest den 25. juni.
Kort over Syddansk Universitet i Esbjerg
Officielt program
21.06.2011
Tilbage til nyhedsoversigten