Engelskstudierne i Kolding fejrer sin nye litteraturprofessor og sit 10 års jubilæum
Marianne Novrup Børch er i år blevet udnævnt til professor i engelsk litteratur, og hun holder fredag den 20. november sin tiltrædelsesforelæsning på Syddansk Universitet i Kolding.
Her vil hun tale om fantasy-litteraturen før og nu – og bagefter bliver der måske lejlighed til at høre hende synge.
For den 60-årige litteraturprofessor har en fortid som professionel sanger, dels som medlem af Radiokoret, dels som solist, hvor hun foruden mangfoldige kirkekoncerter har sunget sopranpartier i oratorier som Messias og Juleoratoriet.
Hun har for nylig genoptaget sangen og giver blandt andet koncerter sammen med sine to døtre, Ingeborg og Elisabeth, som begge er sangere. De er også med på SDU i Kolding fredag den 20. november, hvor de står bag musikalske indslag i løbet af dagen og aftenen, for engelskstudierne i Kolding fejrer samme dag sit 10-års jubilæum.
Bidt af fantasy
Marianne Novrup Børch blev cand. phil. i engelsk i Odense i 1972, og hun tog diplomeksamen i sang fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1979, så både sproget og sangen har hun dyrket på højt niveau. I 1993 erhvervede hun doktorgrad i litteratur på Syddansk Universitet og koncentrerede sig siden om forskning og undervisning. Hendes hovedområde er ældre engelsk litteratur op til 1800-tallet, og så er hun stærkt optaget af den nye fantasy-bølge, som hun vil komme ind på i sin forelæsning.
Knyttet til Kolding Marianne Novrup Børch er udnævnt til professor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier med særlig tilknytning til SDU i Kolding, og derfor har hun anskaffet sig en lejlighed i Kolding, så hun kan lære byen bedre at kende.
- Jeg har dog undervist ved engelskstudiet i Kolding med jævne mellemrum i de sidste 10 år, så det er et sted, som jeg allerede kender godt og et sted, hvor jeg befinder mig godt, siger Marianne Novrup Børch.
Hendes tiltrædelsesforelæsning ”Mirror, Reflection, Projection: Against the Debunking Fallacy” finder sted 20. november kl. 15.00 i auditoriet, Syddansk Universitet, Engstien 1 i Kolding. Alle er velkomne
Bagefter er der reception og dagen slutter med jubilæumsfest.
Kontakt: Marianne Novrup Børch, tlf. 65 50 14 56, mobil 22 97 70 799 11.11.2009
Tilbage til nyhedsoversigten