Samarbejdet markeres på fredag ved universitetets årsfest
H.K.H. Prinsesse Marie påbegynder et nyt samarbejde med Syddansk Universitet. Målet er at medvirke til at styrke kendskabet til universitetets uddannelser, forskning og øvrige virke.
Desuden ønsker Prinsesse Marie med sit engagement i Syddansk Universitet at øge kendskabet til den syddanske region nationalt såvel som internationalt.
Det kommende samarbejde mellem Prinsesse Marie og Syddansk Universitet indledes formelt ved universitetets årsfest på fredag den 2. oktober, hvor Prinsessen deltager sammen med H.K.H. Prins Joachim.
- Prinsesse Marie har en international profil og en række erfaringer, som kan inspirere vores danske og udenlandske studerende. Hun ved, hvad det vil sige at være studerende i et andet land, og hun har arbejdet i internationale virksomheder. Nu glæder vi os til sammen at se på, hvad det kan være for opgaver, H.K.H. Prinsesse Marie kan udføre for universitetet, siger Jens Oddershede, der er rektor for Syddansk Universitet.
Taler og prisoverrækkelser
Ved universitetets årsfest i Odense vil der i lighed med tidligere år være taler og prisoverrækkelser. Festforelæsningen holdes af professor Helle Johannesen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, og hun skal tale om alternativ behandling.
Udover Prinsesse Marie og Prins Joachim er videnskabsminister Helge Sander samt en række politikere og erhvervsfolk fra den syddanske region blandt gæsterne.
Efter den officielle del spreder festen sig til hele Campusvej, når flere tusinde studerende og ansatte sammen med gæsterne sætter sig til bordene for at spise. Efterfølgende spiller diverse orkestre op til dans.
Yderligere oplysninger: Rektor Jens Oddershede. 6550 1030, mobil 4040 1097
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Pressefotografer er velkomne til at dække de første 20 minutter af den officielle del af årsfesten, som foregår i Lokale 45 på Syddansk Universitet i Odense. Prinsesse Marie og Prins Joachim ankommer til universitetet ved indgang F kort før klokken 16.00.
Efter at Prinsesse Marie formelt har været på talerstolen og sagt et par få ord om det kommende samarbejde med universitetet vil alle fotografer herefter blive bedt om at forlade universitetet.
Skulle der være journalister, som har lyst til at overvære resten a den officielle del med taler og prisoverrækkelser, er de velkomne til det. Den del slutter klokken 18, og herefter er resten af årsfesten kun for inviterede gæster. Vi kan oplyse, at Prinsesse Marie og Prins Joachim ikke giver interviews, og at de ikke deltager i den efterfølgende middag.
Af praktiske hensyn er pressen velkomne til på forhånd at meddele, hvis I ønsker en plads i Lokale U-45, hvor den officielle del foregår. Det kan ske på kk@sdu.dk
Kort over Syddansk Universitet i Odense:
http://vejviser.sdu.dk/vejviser/servlet/Main?level=1&map=74a359f2-9d5e-4d76-96f5-41bb3f301bb2
30.09.2009
Tilbage til nyhedsoversigten