Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet skifter chef
Professor dr.med. Ole Skøtt tiltræder den 1. september som dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
Ole Skøtt kommer fra en stilling som leder af Institut for Medicinsk Biologi ved universitetet, og inden da var han forskningsleder ved afdelingen for Fysiologi og Farmakologi.
Efter kandidatgraden i medicin har han i alt tilbragt 26 år i universitetsverdenen – ligeligt fordelt mellem Københavns Universitet og Syddansk Universitet - og så med godt et år ved University of Michigan i USA.
Gennem årene har Ole Skøtt opbygget et stort internationalt netværk, og han er medlem af en lang række videnskabelige organisationer. Han forsker blandt andet i nyrefunktion og hjertekarsygdomme og forsvarede doktorgraden i 1989. I alt har han publiceret omkring 130 videnskabelige artikler.
Ole Skøtt bliver leder af et fakultet med godt 600 ansatte og mere end 3000 studerende. Fakultetet rummer syv institutter med 51 forskningsenheder, og en række af forskerne er blandt de bedste på den internationale scene.
- Jeg er sikker på, at Ole Skøtt har de faglige, ledelsesmæssige og personlige kvaliteter til at sikre en fortsat fremgang for fakultetet. Det kommer også til at spille en central rolle i forhold til den flytning af Odense Universitetshospital og Det Sundhedsfaglige Fakultet, som vi alle regner med, bliver en realitet, siger Jens Oddershede, som er rektor ved Syddansk Universitet.
Den kommende dekan, som den18. juli fylder 53 år, er bosat i det sydlige Odense sammen med sin hustru, der er speciallæge, og to døtre. I fritiden er det blandt andet våbenhistorie, som har hans interesse.
Ole Skøtt afløser Mogens Hørder, som har været dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet siden 1989.
Yderligere oplysninger Ole Skøtt: 6550 3752 / 6011 3752
10.07.2008
Tilbage til nyhedsoversigten