Syddansk Universitet i Odense tilbyder per 1. september en ny uddannelse i bibliotekskundskab og videnskommunikation
Fra 1. september kan nye studerende uddanne sig til bibliotekar på et universitet. Syddansk Universitet i Odense har netop fået den endelige godkendelse af den nye uddannelse, der bærer navnet Bibliotekskundskab og videnskommunikation. Dermed er den eneret på uddannelse af bibliotekarer, som Danmarks Biblioteksskole har haft, brudt.
- Den nye uddannelse, vi tilbyder, retter sig ikke kun mod bibliotekssektoren. Jeg tror, der bliver masser af jobs for kandidaterne i store virksomheder, som har et enormt videns-flow, og som har brug for medarbejdere til at håndtere denne viden, siger leder for Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet Johs. Nørregaard Frandsen.
I branchen har der været en del polemik omkring den nye uddannelse, inden den blev godkendt. Og det forstår Johs. Nørrgaard Frandsen godt:
- Men jeg tror også, at ved at der kommer en ny uddannelse, får vi to spillere, der kan markere sig fagligt, politisk og forskningsmæssigt.
Dekan for det Humanistiske Fakultet Flemming G. Andersen mener, at den nye uddannelse føjer endnu et kapitel til SDUs kerneområder:
- Den nye uddannelse er med til at styrke de kompetencer, vi allerede har inden for IT, kultur, medier og læring. Og så viser forløbet, at vi som universitet er hurtige til at reagere på aftagernes behov, fordi vi har et tæt og konstruktivt forhold til det omgivende samfund, siger Flemming G. Andersen.
Slut med knold-i-nakken-bibliotekaren
Uddannelsen er blandt andet er blevet til på baggrund af ønsker i biblioteksbranchen. Syddansk Universitet fik en henvendelse fra en række biblioteksledere i det jyske og fynske, fordi de mener, at de unge i dag hellere vil have en universitetsuddannelse end en professionsuddannelse. Og dermed gik startskuddet til det arbejde, som SDU i et års tid har lagt i at få den nye uddannelse.
- Derudover har vi på Syddansk Universitet en betydelig viden inden for den del af den kulturelle sektor, som omfatter folkebibliotekerne, skolebibliotekerne og forskningsbibliotekerne. Desuden har vi nogle stærke kort i Kultur og Formidling samt i Medievidenskab. Og så har vi et robust informationsvidenskabeligt miljø, ligesom vi har et stærkt pædagogisk miljø, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
For allerede nu er det slut med det typiske billede af ”Frk. Jørgensen”. Bibliotekaren, der iført gråt eller brunt tøj, med knold i nakken og briller på næsen kan udpege bøgerne på hylderne med imponerende præcision. I dag er en bibliotekar meget mere end det.
- Frøken Jørgensen vidste alt. Hvis hun blev spurgt. Den moderne bibliotekar skal være opsøgende. Være en vidensformidler, og derfor skal der pædagogik ind over, forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.
Systematisere viden
- I dag er bibliotekerne jo ikke kun bøger, men i høj grad også vidensstrømme, der kører på internetportaler. Og der er det tilfældigt, hvad man finder, når man søger, så derfor er det nødvendigt med nogen, der kan lave systematiske søgninger og organisere den viden, som samfundet er så rigt på, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
De biblioteksuddannede, der kommer ud fra Syddansk Universitet vil have en bachelor i bibliotekskundskab bag sig. Og kan derefter vælge en hvilken som helst kandidatuddannelse, de måtte ønske. Så vi kan i fremtiden få bibliotekarer, der også ved en masse om samfundsfag, engelsk eller historie – for blot at nævne nogle eksempler.
For redaktionel kontakt: Informationsmedarbejder ved Det Humanistiske Fakultet, Dea Becher Sørensen, 65 55 29 02.
25.03.2009
Tilbage til nyhedsoversigten