EU-skeptiske partier har vundet fodfæste, og det skaber spænding om udfaldet af sommerens valg til Europa-Parlamentet.
Valgdeltagelsen vil stige i flere lande, når europæerne i juni skal vælge medlemmer til Europa-Parlamentet.
Det vurderer en dansk ekspert i politisk kommunikation, Claes de Vreese. Han er direktør for Center for Politics and Communication ved universitetet i Amsterdam og adjungeret professor ved Syddansk Universitet.
- EU-skeptiske partier i mange af de gamle og nye medlemslande har organiseret sig godt, og det vil påvirke stemmeprocenten. Deres deltagelse giver nemlig vælgerne et reelt valg i de lande, hvor der tidligere kun var pro-europæiske partier at vælge imellem. Så selvom det måske virker paradoksalt, er de EU-kritiske partier faktisk med til at styrke det europæiske demokrati og gøre parlamentsvalget mere relevant, siger Claes de Vreese, som forudser et meget spændende valg.
Han nævner Holland som et godt eksempel på et land, hvor EU-skeptiske partier har fundet fodfæste. Det er traditionelt et europa-venligt land, men det har skiftet kurs i de senere år. Det sås tydeligt ved folkeafstemningen om forfatningstraktaten i 2005, hvor et flertal sagde nej, men også debatten om Tyrkiets mulige medlemskab af EU har vist, at holdningen til EU har forandret sig.
- Højrepolitikeren Geert Wilders parti – og den hollandske venstrefløj - rider på en EU-skeptisk bølge, som også viser sig i andre lande. I Belgien er det Vlaams Belang, i Italien Lega Nord og i Danmark Dansk Folkeparti. Desuden er den irske mangemillionær Declan Ganley i gang med at lancere Libertas med kandidater i flere af medlemslandene, siger Claes de Vreese.
Unikt forskningsprojekt i 27 lande
Den danske forsker leder et stort og unikt forskningsprojekt, der vil analysere mediedækningen af valgkampen i de 27 EU-lande. I Danmark foretages tre delundersøgelser:
- En systematisk indholdsanalyse af mediedækningen.
- En panelundersøgelse, hvor 1000 danskere interviewes en måned før valget og umiddelbart efter valget.
- Daglige opinionsmålinger med deltagelse af et par hundrede danskere for at kortlægge valgkampens dynamik fra dag til dag.
Center for Politics and Communication publicerer resultater fra undersøgelsen i løbet af valgkampen. De kan ses på centerets hjemmeside www.polcomm.org. Forskningsprojektet er finansieret af hollandske og danske forskningsråd.
Claes de Vreese er knyttet til Center for Journalistik på Syddansk Universitet, og han er i Danmark onsdag den 8. april.
I Danmark kan han kontaktes på universitetet gennem Dorte Sohl Pedersen på telefon 65 50 22 67
I Holland er Claes de Vreeses tlf.: 00 31 20 525 3680, og hans mail er c.h.devreese@uva.nl
06.04.2009
Tilbage til nyhedsoversigten