Med en stigning på 60 procent er Slagelse det campus på Syddansk Universitet, der går mest frem
Antallet af studerende, som vil læse på Syddansk Universitet i Slagelse, stiger markant i år. I alt er der tale om en fremgang på 60 procent i forhold til sidste år, hvis man ser på, hvor mange der har sat kryds ud for campus i Slagelse som deres foretrukne studiested efter sommerferien.
Opgjort i hoveder er der 239 personer, der har SDU i Slagelse som deres 1. prioritet i forhold til 149 sidste år. Det er først og fremmest de samfundsvidenskabelige studier som professionsbachelor i økonomi og IT samt HA, der oplever større tilstrømning, mens også erhvervssprog kan notere fremgang.
Tælles alle ansøgninger med, lå der i alt 403 breve og elektroniske tilmeldinger hos Syddansk Universitet i Slagelse, da ansøgningsfristen for den koordinerede tilmelding i går, den 5. juli, løb ud.
Fusion bærer frugt
- Jeg glæder mig naturligvis over fremgangen i Slagelse. Vores målsætning er at give hele den vestsjællandske region et uddannelsesmæssigt løft, og derfor er det vigtigt, at vi øger antallet af studerende på universitetet. Den fusion, vi indgik i 2007, og som resulterede i Campus Slagelse, bærer nu frugt, siger Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet.
Også resten af Syddansk Universitet oplever stor fremgang. I alt har universitetet modtaget mere end 7500 ansøgninger fra studerende, der ønsker at læse på SDU efter sommerferien, og det er det næsthøjeste tal i Syddansk Universitets historie.
Yderligere oplysninger: Rektor Jens Oddershede: 6550 1030, mobil 4040 1097.
Studiechef Per Andersen: 6550 2095, mobil 6011 2095
06.07.2009
Tilbage til nyhedsoversigten