Fonden Danske Bank i Esbjerg og Esbjerg Erhvervsudvikling har uddelt Esbjerg Universitetspris til nyuddannet topstuderende fra Syddansk Universitet
Bettina Møller Pedersen, der for nylig afsluttede sin uddannelse til cand.negot. på Syddansk Universitet i Esbjerg, har i dag modtaget Esbjerg Universitetspris.
Prisen uddeles af Fonden Danske Bank i Esbjerg og Esbjerg Erhvervsudvikling til særligt skarpe hjerner fra Syddansk Universitet i Esbjerg eller Aalborg Universitet Esbjerg. Det er 10. Gang, at prisen blev uddelt. Med æren følger en check på 10.000 kroner.
Speciale om tweens og ferier
Valget af Bettina Møller Pedersen begrundes med hendes dygtighed, store engagement og medvirken til at udvikle Syddansk Universitets turismeuddannelse, som hun selv var en af de første studerende på. Hun har gennem hele studiet gennemført erhvervsrettede projekter, som har bidraget til innovation og kompetenceløft inden for turismeerhvervet.
Det nyligt afsluttede speciale, der fokuserer på de såkaldte ’tweens’ (8-12-årige) og ferier, indbragte karakteren 12. Specialet bygger på dybde- og fokusgruppeinterviews med cirka 100 tweens over hele Danmark og vil ifølge bedømmelsesudvalget være til gavn for såvel turismeerhvervet som for andre organisationer, der har tweens og deres familier som kundegruppe”.
Prisen blev overrakt af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der også holdt en tale om den aktuelle finanskrise.
De to fotos af Bettina Møller Pedersen og Poul Nyrup Rasmussen er taget af Jesper Kristensen og er til fri afbenyttelse
For yderligere oplysninger, kontakt
Bettina Møller Pedersen - mobil 2759 3936
Pernille Kragh Rühe, marketingchef Esbjerg Erhvervsudvikling - mobil 2513 9630
09.12.2008
Tilbage til nyhedsoversigten