Syv universiteter og hospitaler opretter fælles sekretariat i Odense
Et nyt dansk-tysk samarbejde skal sikre, at viden fra universiteter og hospitaler på begge sider af grænsen udnyttes til gavn for erhvervsudviklingen i Syddanmark og Nordtyskland.
Syv partnere har fået midler fra den Europæiske Fond for Regional Udvikling (Interreg) til at oprette et fælles sekretariat, der fremover skal være med til at fastholde og udvikle samarbejdet inden forskning, uddannelse og sygdomsbehandling.
Fra dansk side deltager Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, mens Christian-Albrechts-Universität i Kiel, Universität Flensburg, Fachhochschule Flensburg, Fachhochschule Kiel og Universitätsklinikum Schleswig-Holstein tegner den tyske side.
Det nye sekretariat placeres i Odense, og de første to medarbejdere vil blive ansat i løbet af efteråret.
En af sekretariatets hovedopgaver bliver at øge samarbejdet om grænseoverskridende uddannelser. Inden for forskning har parterne valgt en række fokusområder. Det er: Sundhedsmæssig forebyggelse, energiressourcer og miljøeffektive teknologier, historie, regional dynamik, nanoteknologi, lifescience og -medicin, stamceller, cancerbehandling og inflammationsterapi. Endvidere skal sekretariatet søge midler til nye grænseoverskridende projekter.
- Stærke regioner vil fremover blive dynamoer i et Europa, hvor de nationale skel får stadig mindre betydning, og samarbejdet over grænserne vokser. Ved at øge vores samarbejde med universiteter og hospitaler syd for grænsen kan vi være med til at skabe yderligere udvikling og vækst i et område, der dækker region Syddanmark og Schleswig-Holstein, siger rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet.
Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital samarbejder i forvejen med de tyske partnere på flere områder. Blandt andet uddanner SDU i Sønderborg og Universität Flensburg i fællesskab erhvervsøkonomiske og erhvervssproglige bachelorer samt kandidater på en international cand. merc. linje.
Flere oplysninger om samarbejdet og det kommende sekretariat kan fås hos:
Rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet, tlf.65 50 10 30
06.10.2008
Tilbage til nyhedsoversigten