Rikke Berg er ansat som leder af SDU Erhverv. SDU Erhverv er en ny enhed på Syddansk Universitet, der skal styrke kontakten til erhvervslivet og skabe flere arbejdspladser i regionen
Det bliver 44-årige Rikke Berg, der kommer til at stå i spidsen for universitetets nye enhed, SDU Erhverv.
Rikke Berg kommer fra en stilling som kontorchef i Socialstyrelsen.
På SDU skal hun opbygge og lede den nye enhed, SDU Erhverv, der bliver erhvervslivets nye fælles indgang til universitetet.
Enheden skal være med til at skabe og styrke kontakten mellem virksomheder og offentlige institutioner og universitetets forskere og studerende. Derudover skal den øge erhvervslivets kendskab til universitetets forskning og uddannelser - og dermed bidrage til videndeling, innovation og flere jobs i samfundet.
- Vi skal skabe en enhed, der kan bygge bro mellem erhvervslivet og forsknings- og uddannelsesverdenen - og bidrage til mere vækst og flere arbejdspladser i regionen. Man behøver ikke have den store eksamen i nationaløkonomi for at se, at det er hårdt tiltrængt. Og for mig er det derfor en uhyre vigtig og meningsfuld opgave, som jeg har fået lov at stå i spidsen for, siger Rikke Berg.
Rikke Berg er uddannet cand. oecon. og har en ph.d. i statskundskab fra SDU, hvor hun også tidligere har haft en forskerkarriere indenfor offentlig forvaltning og kommunalpolitik.
07.12.2012
Tilbage til nyhedsoversigten