SDU-professor Lars Bo Andersen er medforfatter på to artikler om fysisk aktivitet, som i dag - forud for OL i London - offentliggøres i det prestigefyldte britiske tidsskrift Lancet
Det ansete medicinske tidsskrift Lancet sætter forud for de Olympiske Lege i London fokus på fysisk aktivitet – og professor Lars Bo Andersen fra Institut for Idræt og Biokemi er medforfatter på to af de fem artikler, som udgives i dag.
Han er også oplægsholder på en konference, som Lancet holder i London i forbindelse med offentliggørelsen.
Artikelserien om fysisk aktivitet indeholder blandt andet nye analyser, der sætter tal på befolkningers fysiske inaktivitet, altså hvor lidt vi rører os.
Serien gennemgår de nuværende niveauer for fysisk aktivitet og tendenserne på verdensplan: Hvorfor er nogle mennesker aktive, og hvorfor er andre det ikke?
Analyser fra over 100 lande
Der er analyser fra 122 lande af voksnes inaktivitet, og fra 105 lande af 13-15 åriges inaktivitet.
Forskningsprojektet viser, at 31,1 procent af voksne mennesker er inaktive – tallene spænder fra 17 procent i Sydøstasien til 43 procent i Amerika og Mellemøsten.
Inaktivitet stiger med alderen og er generelt størst for kvinder. Blandt unge er drenge de mest aktive.
Desuden er inaktiviteten størst i højindkomst-lande, typisk lande, hvor store dele af det traditionelle fysiske arbejde er flyttet til andre lande eller automatisereret.
Artikelserien afdækker, hvilke tiltag der er gjort i perioden 2001-2011 for at fremme fysisk aktivitet på verdensplan. Informationskampagner og budskaber i massemedier om overkommelige motionskampagner ser ud til at virke - og generelt handler det om at skabe adfærdsændringer gennem konkrete tiltag på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Artikelserien viser også, at der via byplanlægning kan skabes områder, der fremmer fysisk aktivitet for befolkningen - lige fra offentlige motionsområder i parker til gode rammer for cyklisme.
Se artiklerne på Lancets hjemmeside
18.07.2012
Tilbage til nyhedsoversigten