SDU-forsker Morten Nymand får million-bevilling til at forske i energibesparende effektelektronik
Lektor Morten Nymand fra Institut for Teknologi og Innovation fra Syddansk Universitet har netop modtaget en bevilling på 9,5 mio. kr. fra Vækstforum Syddanmark.
Pengene skal bruges til forskning i forbindelse med et nyt testcenter i Sønderborg, Green Power Electronics Test Lab. Her skal Morten Nymand stå i spidsen for en forskningsgruppe bestående af fire ph.d.-studerende fra Syddansk Universitet, der ansættes senere på året.
Forskerne skal udvikle nye, avancerede metoder til at teste effektelektroniske og energibesvarende produkter, som industrien kan bruge til at omsætte energi i blandt andet aircondition- og køleanlæg, motorstyringer og powermoduler.
Hjælp til virksomheder
Morten Nymand og det øvrige SDU-hold bliver en del af test- og demonstrationscentreret Green Power Electronics Test Lab. Det er et projektet, der er blevet til gennem et samarbejde mellem SDU, virksomheder, DELTA og Lean Energy.
Testcentret skal hjælpe og støtte danske virksomheder i at udvikle energieffektive produkter ved blandt andet at tilbyde virksomhederne adgang til forskere, teknologisk service og testfaciliteter i international klasse.
Det samlede budget for projektet er 14,5 mio. kr.
29.06.2012
Tilbage til nyhedsoversigten