Kirsten Drotner er blevet valgt som formand for Science Europes videnskabelige komité for humaniora
Kirsten Drotner, der er professor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet, er blevet valgt som den første formand for Science Europes videnskabelige komité for humaniora.
Den videnskabelige komité for humaniora er én af seks nye komiteer, som udgør forskernes stemme i den nye, stærke organisation for forskningspolitik i Europa. Organisationen har til formål at styrke europæisk forskning ved at bygge bro mellem de nationale forskningsråd og Europakommissionen. Arbejdet består i at undersøge og synliggøre fremtidige forskningsbehov og i at rådgive Kommissionen om forskningsudvikling.
Som formand vil Kirsten Drotner arbejde for "at dokumentere og synliggøre, hvordan humanistisk forskning udgør en ressource for samfundet, og gøre det på en måde, så betydningen også er tydelig for andre end forskerne selv."
En af de første opgaver bliver at vælge de øvrige 14 medlemmer af komiteen. Dernæst handler det om at skabe rammerne for et godt og effektivt samarbejde både i komiteen og i forhold til de øvrige komiteer og partnere, som Science Europe samarbejder med.
14.06.2012
Tilbage til nyhedsoversigten