Per Christian Andersen siger 1. oktober farvel til Studieservice, men bliver på universitetet som chefkonsulent i Ledelsessekretariatet.
En af universitetets kendte profiler skifter job den 1. oktober. Efter 12 år som studiechef forlader Per Christian Andersen Studieservice og rykker ind i Ledelsessekretariatet. Her skal han som chefkonsulent arbejde med strategi- og udviklingsopgaver.
- Beslutningen er helt min egen. Den har været længe undervejs, og jeg er glad for, at ledelsen fortsat føler, at jeg kan bidrage til universitetets positive udvikling, nu i en anden rolle og i en anden funktion, siger Per Christian Andersen, der er 64 år.
Han har siden 2007 været formand for SU-rådet, der rådgiver uddannelsesministeren i spørgsmål om økonomisk støtte til studerende, og denne post fortsætter han på, lige som han forsætter som bestyrelsesformand for Studenterrådgivningen og Kollegieboligselskabet.
- Per har været en markant skikkelse på og uden for SDU lige siden sin ansættelse. Han har som studiechef været en af frontfigurerne i den positive udvikling, SDU har været gennem i flere år. Jeg er derfor glad for, at Per fortsætter i Ledelsessekretariatet, hvor han vil bidrage med den videre strategiske udvikling af SDU, siger universitetsdirektør Jacob Schmidt.
Annette Schmidt, souschef i Studieservice, konstitueres 1. oktober som studiechef.
27.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten