Der var tre æresdoktorer, tre doktorgrader og en guldmedalje ved årsfesten på SDU
Rektor Jens Oddershede udnævnte både æresdoktorer (se foto) og tildelte doktorgraden ved årsfesten på Syddansk Universitet, ligesom der var en guldmedalje for bedste opgavebesvarelse.
Æresdoktorer
Æresdoktorgraden tildeles forskere, der skønnes at have gjort sig så videnskabeligt fortjent, at det findes naturligt at hædre dem med den højeste videnskabelige grad. En æresgrad kan tildeles, uden at hovedpersonen på forhånd har forsvaret en disputats.
En af modtagerne var Lisbeth Larsson fra Göteborgs Universitet. Hun er professor i almen litteraturvidenskab og tilhører pionererne inden for kvindelitteraturforskningen. Således har hun været en hovedkraft i Norden, når det gælder om at gøre kønsforskning til en velanskrevet og inspirerende forskningsretning.
Andreas Seidel-Morgenstern modtog ligeledes titlen. Han er professor ved University of Magdeburg, hvor han er leder af enheden ”Physical and Chemical Foundations of Process Engineering”.
Den tredje, som modtog titlen som æresdoktor ved Syddansk Unviersitet, var William Richard Miller. Fra 1985 har han været professor i psykologi ved University of New Mexico.
Læs mere om indstillingerne til æresdoktorer
Doktorgraden
Rektor Jens Oddershede havde også lejlighed til at uddele doktorgraden til tre forskere.
Dr.phil. Benjamin Jon Boysen modtog graden for sin afhandling ”The Ethics of Love: An Essay on James Joyce”.
Og Dr.med. Jens Kronborg Djernes stod bag afhandlingen ” Long-term follow-up of the health in the elderly with a specific focus on frail depressed patients”.
Dr.med. Steen Joop Bonnema fik graden for afhandlingen ”On the factors affecting therapeutic outcome from radioiodine therapy in benign thyroid diseases”.
05.10.2012
Tilbage til nyhedsoversigten