Fra årsskiftet bliver der fire institutter i stedet for fem på Humaniora
Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet er i gang med at ændre sin organisation, således at fakultetets nuværende fem institutter reduceres til fire.
Ændringen træder først for alvor i kraft ved årsskiftet, men lederne af de fire nye institutter er netop tiltrådt.
Institut for Historie
Jesper Carlsen er således blevet leder af Institut for Historie. Han var leder af Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, som altså ændrer indhold.
Institut for Historie rummer faglighederne Historie, Marinarkæologi, Mellemøststudier, Amerikanske Studier, Klassiske Studier samt Religionsstudier. Instituttet har aktiviteter i Odense samt Esbjerg og i Kolding lidt tid endnu.
Institut for Design og Kommunikation
Per Krogh Hansen bliver institutleder for det nye Institut for Design og Kommunikation i Kolding.
Som lektor på Syddansk Universitet har han været leder af Center for Narratologi, og han undervist på uddannelserne i Dansk og Informations- og kommunikationsvidenskab.
Institut for Design og Kommunikation indeholder faglighederne Design, International Virksomhedskommunikation, Informationsvidenskab, Turisme, Kinesisk og Bibliotekskundskab.
Instituttet har aktiviteter i Kolding, Sønderborg, Esbjerg samt Flensborg.
Institut for Sprog og Kommunikation
Steffen Nordahl Lund bliver institutleder for Institut for Sprog og Kommunikation. Han har været institutleder siden 1998.
Institut for sprog og Kommunikation er i sin helhed kendetegnet ved et fokus på sproglige og kommunikative former og deres konkrete realisering og dækker undervisning inden for de sproglige og kommunikative dimensioner i Dansk, Engelsk, Spansk, Tysk samt International Virksomhedskommunikation, Logopædi, Audiologi og Negot.
Instituttet har aktiviteter i Odense og Slagelse og i en overgangsperiode også i Kolding.
Institut for Kulturvidenskaber
Anne Jensen er udnævnt til institutleder for Institut for Kulturvidenskaber. Hun har siden 2007 været institutleder ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, som nedlægges.
Institut for Kulturvidenskaber rummer faglighederne Filosofi, Kulturstudier, Litteratur, Medievidenskab og Pædagogik. Instituttet har aktiviteter i Odense samt i Kolding lidt endnu.
17.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten