Jens Mogensen er ansat i en kombinationsstilling som professor på SDU og overlæge på OUH
SDU har ansat en ny professor, som skal forske i arvelige hjertesygdomme. Den 49-årige Jens Mogensen bliver knyttet til Forskningsenheden for Kardiologi på Klinisk Institut, og han er samtidig blevet ansat som overlæge på Odense Universitetshospital.
Jens Mogensens forsker i nye sygdomsgener ved arvelige hjertesygdomme, sammenhænge mellem sygdommenes virkninger hos patienten og ændringer i arveanlæggene samt sygdomsmekanismer på gen- som proteinniveau.
- Vi håber, at Jens Mogensens internationale profil og erfaring vil befordre et tæt samarbejde med forskergrupper i udlandet. Det er en udvikling, som vi lægger meget vægt på. Medicinsk forskning er en global disciplin, og specielt med hensyn til sjældne sygdomme er internationalt samarbejde en grundlæggende forudsætning for succes både i forskning og patientbehandling, siger institutleder Kim Brixen fra Klinisk Institut.
Jens Mogensen er cand. med. fra Århus Universitet, og han har fået en bred klinisk uddannelse på sygehusene i Skive, Kjellerup og Århus. Han blev speciallæge i intern medicin og kardiologi i 2007 og har i en årrække været ansat på Hjerteafdelingen i Skejby, hvor han kommer fra en stilling som afdelingslæge.
01.06.2012
Tilbage til nyhedsoversigten