De første kandidater er blevet færdige på den prestigefyldte turisme-uddannelse, som SDU i Esbjerg udbyder
For to år siden ankom de – fra 24 forskellige lande - til Syddansk Universitet i Esbjerg for at starte på en helt ny turisme-uddannelse. I sidste uge holdt de dimissionsfest i Girona i Spanien.
Undervejs har de 30 første studerende på den nye europæiske turisme-uddannelse modtaget undervisning i Esbjerg, Girona og Ljubljana i Slovenien. Her ligger de tre universiteter, som i 2010 fik lov at udbyde en fælles uddannelse under det prestigefyldte europæiske Erasmus Mundus-program.
Der er tale om en eliteuddannelse, og der har lige fra starten været rift om pladserne.
-Vi får omkring 800 ansøgere til de max.35 pladser, som vi må udbyde om året, og de, der bliver udvalgte, er topmotiverede, så vi har et meget aktivt studiemiljø på uddannelsen, siger lektor Janne J. Liburd, som leder Center for Turisme, Innovation og Kultur i Esbjerg.
Globalt udsyn
Uddannelsen er født med et globalt udsyn, for halvdelen af de studerende skal komme fra ikke-EU-lande, og samtidig er der regler om, at der højst må optages to af samme nationalitet.
-Vi kan se, at det giver et tæt sammenhold blandt de studerende, som kommunikerer meget flittigt med hinanden på de sociale medier. Og det første hold har allerede oprettet en alumneforening, fortæller Janne J. Liburd.
Succes smitter
Succesen med den nye europæiske eliteuddannelse smitter af på en anden SDU- uddannelse: Negot i international turisme og fritidsmanagement.
- Vi kan mærke, at vi er blevet mere synlige i det internationale uddannelsesmiljø, og vi optager hvert år mellem 15 og 20 udenlandske studerende, som har ønsket at komme til Esbjerg for at tage en kandidatuddannelse, siger Janne j. Liburd. mellem 15 og 20 studerende fra udlandet.
Billedet er fra dimssionsfesten i Girona. Stående i midten ses SDU-lektor Janne J. Liburd.
21.09.2012
Tilbage til nyhedsoversigten