Forskere fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet står bag banebrydende opdagelse. Den viser, hvordan membranen sladrer om membranpumpers funktion
Et team af forskere ved Syddansk Universitet og Aarhus Universitet har skabt et gennembrud i membranforskningen ved at vise, hvordan membranpumpers evne til at transportere ioner over membranen kan bestemmes ved at måle membranens fysiske egenskaber.
Forskerne har studeret natriumkalium-pumpen, som findes i alle dyrecellemembraner, og som holder styr på fordelingen af natrium og kalium på hver side af membranen.
Og forskerne har nu fundet ud af, at når natriumkalium-pumpen pumper, så påvirker den membranen på en måde, som sladrer om detaljer i pumpens funktion.
- Opdagelsen gør det nu muligt med fysiske teknikker at studere natrium-kaliumpumpen under omstændigheder, hvor pumpen er defekt – som for eksempel ved visse sygdomme eller er påvirket af lægemiddelstoffer for eksempel kemoterapeutiske stoffer, siger en af forskerne bag opdagelsen, professor Ole G. Mouritsen, fra MEMPHYS Center ved Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet.
Tværvidenskabelig forskning
Den banebrydende opdagelse er resultatet af et samarbejde mellem fysikere, kemikere og biokemikere, og den er et godt eksempel på, hvordan tværvidenskabelig forskning kan føre til ny erkendelse.
Resultaterne af forskernes arbejde publiceres i denne uge i et af verdens mest prestigefyldte tidsskrifter Proceedings of the National Academy of Sciences.
23.10.2012
Tilbage til nyhedsoversigten