Der var trængsel og lang kø, da der i dag var åbent hus i det ny-restaurerede Odense Adelige Jomfrukloster
Det var lidt af et tilløbstykke, da Odense Adelige Jomfrukloster bød indenfor til åbent hus.
Allerede længe inden dørene blev åbnet, stod flere hundrede fynboer i kø foran klosteret.
Klosteret, der ligger midt i Odense centrum, har gennemgået en omfattende og fire år lang restaurering, finansieret af Realdania Byg.
Og det var resultatet af dette gennemgribende arbejde, som offentligheden i dag kunne nyde synet af.
Åbent hus arrangement varer til og med den 27. august, alle dage kl. 13-17.
Herefter bliver klosterdørene igen lukket for offentligheden.
Den 1. september rykker Syddansk Universitet ind i klosteret. De fine, gamle lokaler skal være arbejdsplads for tre af universitetets forskningsenheder – H.C. Andersen Centret, Knowledge Lab og Forskningsenheden for Global Sundhed og Indvandrermedicin.
Enestående bygning
Odense Adelige Jomfrukloster betegnes som et enestående værk i dansk arkitektur- og kulturhistorisk sammenhæng.
Det skyldes blandt andet, at man i interiørets mange historiske lag, tapeter, dørkarme, vægge m.m. finder brudstykker af 500 års skiftende arkitektoniske stilarter og indretnings-præferencer.
Adressen er Albanigade. Åbent hus-arrangementet er gratis, og alle interesserede er velkomne.
23.08.2013
Tilbage til nyhedsoversigten