Selvom Syddansk Universitet har haft et rekordoptag, er der stadig ledige studiepladser på en række uddannelser. På mandag holder universitetet café for alle, der har fået afslag på deres ønskestudie. Her kan de tale med en studievejleder om alternative muligheder.
Kom du ikke ind på dit drømmestudie? Så find et andet studie!
Sådan lyder opfordringen fra Syddansk Universitet, der på mandag holder Vejledningscafé i Odense for de ansøgere, der netop har fået afslag på deres ønskeuddannelse. Her kan de høre om ledige studiepladser og mulighederne for alligevel at komme i gang med et studie på et af universitetets campusser i Odense, Kolding, Esbjerg, Sønderborg eller Slagelse.
- Selvom vi i år har haft et rekordoptag, er der stadig ledige studiepladser. Vi har omkring 60 uddannelser, der ikke er fyldt helt op. Så selvom man har fået afslag på sit drømmestudie, er der gode chancer for at nå at finde et andet spændende studie og være med til studiestart i september, siger Thorbjørn Hertz Jensen, kontorchef i universitetets Studieservice.
Tilfredse med plan B
Det er første gang, at universitetet holder Vejledningscafé. Målet er at give afviste ansøgere et overblik over, hvad der er af uddannelsesmuligheder.
- Mange er ikke klar over, hvor mange muligheder, der egentligt er. De har det med at stirre sig blind på én bestemt uddannelse. Og det er jo ærgerligt, når der er andre spændende alternativer, som man kan blive lige så glad for. Faktisk viser vores erfaring, at ansøgere, der kommer ind i anden runde, bliver lige så tilfredse med deres studie, som de, der kommer ind på deres førsteprioritet, siger Thorbjørn Hertz Jensen.
Personlig vejledning
Caféen holdes mandag den 6. august mellem kl. 10-14 på campus i Odense, Campusvej 55, ved hovedindgangen. Her står et hold af universitetets studievejledere klar til at give gode råd, informationer og personlig vejledning. Kniber det med at møde op, er telefonen åben i samme tidsrum på 65 50 10 51.
Fristen for at aflevere sin ansøgning til anden runde er også den 6. august. Herefter er man med i den pulje, hvor ansøgningerne bedømmes efter karaktergennemsnit, hvilket får betydning, hvis der er flere ansøgere end studiepladser. Afleverer man i perioden 7.-31. august er det først-til-mølle-princippet.
03.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten