Færre søger kun én uddannelse, viser ny undersøgelse
I disse dage modtager Syddansk Universitet mange ansøgninger fra håbefulde unge fra hele landet, og det tyder på, at universitetet kan se frem til endnu et rekordår.
En ny undersøgelse, som Syddansk Universitet har foretaget i samarbejde med Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser viser, at ansøgerne til SDU i 2010 og 2011 søger mere bredt i forhold til landsgennemsnittet af de unge, som har en universitetsuddannelse som deres 1. prioritet.
Hver fjerde til SDU søger på tværs af indhold og geografi
Der tegner sig således et billede af, at de unge har taget budskabet om at søge bredt til sig. I 2010 søgte 21 procent af de ansøgere, der havde Syddansk Universitet som deres 1. prioritet, på tværs af de regionale grænser og uddannelsernes indhold.
I 2011 var andelen steget til 26 procent. På landsplan er stigningen mindre – fra 14 procent i 2010 til 17 procent i 2011.
- Vi ved at ca. hver tiende ansøger fra Region Syddanmark søger uddannelser på tværs af uddannelseslængde, og mange af dem søger uddannelser inden for regionen, siger studiechef Per Andersen.
Generelt er andelen af unge, som udelukkende søger den helt samme eller tæt beslægtede uddannelser, faldet fra 2010 til 2011. Tendensen gælder også blandt de unge, som søger Syddansk Universitet, men andelen er dog større. I 2010 søgte 17 procent af ansøgerne til Syddansk Universitet også den samme uddannelse i andre studiebyer - og i 2011 var andelen faldet til 15 procent.
- Det tyder på, at de unge er begyndt også at søge alternative uddannelser til drømmestudiet. Det er godt, for vi ved at risikoen for at blive afvist er stor, fordi de oftest søger de mest populære og derfor svært adgangsbegrænsede uddannelser, siger Per Andersen.
Positivt at færre nøjes med at søge én uddannelse
Tidligere undersøgelser har vist, at de fleste unge, som ender med ikke at få tilbudt en studieplads, kun søgte om optagelse på én uddannelse.
Så det er positivt, at der bliver færre af denne type ansøgere i en tid, hvor stadig flere søger ind på universitetet, og der derfor er risiko for, at grænsekvotienterne stiger.
I 2010 søgte 44 procent én uddannelse på Syddansk Universitet, mens andelen blandt ansøgerne i 2011 var faldet til 40 procent.
- Det understøtter, at vi kun kan opfordre de unge og de mange nye studenter til at søge bredere for at være sikker på at blive tilbudt en studieplads, opfordrer Per Andersen.
28.06.2012
Tilbage til nyhedsoversigten