Venture Cup finalen blev udbytterig for SDU. To hold studerende blev kåret som vindere i hver sin kategori.
Mindre gammelt mad i dagligvarebutikkens affaldscontainer og flere klingende mønter i forbrugerens husholdningspung. Det er tanken bag den app, som et hold studerende fra Syddansk Universitet har udviklet, og som i går blev kåret som én af vinderne i den landsdækkende Venture Cup konkurrence om den bedste forretningsidé.
Venture Cup er universiteternes iværksætterkonkurrence, hvor studerende fra alle landets universiteter to gange om året kæmper om henholdsvis den bedste forretningsidé og den bedste forretningsplan.
I går var forretningsideerne i fokus, og 20 finalister - ud af i alt 375 deltagere fra start - var blevet valgt ud til at dyste om førstepladsen og en præmie på 25.000 kroner i fem forskellige kategorier. Det skete på Odense Rådhus med Syddansk Universitet som vært, og med skuespiller og komiker Gordon Kennedy som konferencier.
I alt var 5 SDU-hold valgt ud til finalen, hvor de kæmpede mod studerende fra Aarhus Universitet, DTU, CBS, og Københavns Universitet. Og i kategorien People & Society løb Butikssiden.dk fra SDU med sejren. Butikssiden.dk er en app, hvor dagligvarebutikker kan annoncere med nedsatte varer tæt på sidste salgsdato, så forbrugere med app’en får besked om, at der nu er eksempelvis billigt oksekød at købe i den og den butik. Dagligvarebutikkerne smider i dag 1/3 af deres varer ud, fordi de krydser sidste salgsdato – det svarer til varer for 650.000.000 kroner om året. App’en, som har en rækkevidde på butikker inden for 10 kilometer i forhold til dér, hvor forbrugeren befinder sig, kan altså både være med til at mindske mængden af gammelt mad i dagligvarebutikkernes affaldscontainere, og give forbrugeren mulighed for at gøre nogle billige køb.
Og det faldt ikke kun i juryens smag. For da vinderne af de fem kategorier senere skulle dyste om publikums sms-stemmer og yderligere 25.000 kroner ved at præsentere deres forretningsideer på scenen, vandt Butikssiden.dk også. Dermed blev de 9 SDU-studerende bag ideen i alt 50.000 kroner rigere.
Mindre sprøjtegift
Også et andet hold fra SDU endte på vinder-podiet med en check på 25.000 kroner. Det skete i kategorien Cleantech & Environment med en forretningsidé, som kan spare landmanden og dermed også miljøet for en masse sprøjtegift. Holdet har udviklet idéen RoboWeed Support, hvor landmanden tager billeder af sin mark med mobiltelefonen, som han derefter sender til en slags online konsulenttjeneste, som igen sender ham svar tilbage til mobiltelefonen på, hvilken sprøjtegift og hvor meget sprøjtegift, han skal bruge for at bekæmpe markens ukrudt. Holdet har regnet sig frem til, at RoboWeed Support kan nedsætte brugen af sprøjtegift med 40 procent.
Rikke Berg, der er leder af SDUs nyoprettede enhed SDU-erhverv, glæder sig over den udbytterige finale:
”SDU har gennem flere år satset på at udvikle entreprenørskab og iværksætteri hos vores studerende. Det er dejligt at se, at det bærer frugt på en dag som i dag. Med etableringen af SDU Erhverv har vi nu fået en endnu bedre mulighed for at bygge bro mellem erhvervslivet og vores forsknings- og undervisningsmiljøer”, siger hun.
Det øverste foto viser Christian Olesen på podiet, efter at han har vundet yderligere 25.000 kroner for at give den bedste præsentation af sin idé for salens publikum. På nederste foto modtager holdet bag RoboWeed Support vinderchecken på 25.000 kroner. Holdet er flankeret af prisoverrækkerne og er derfor nummer to fra venstre: Rasmus Jørgensen, Henrik Midtiby, Held Kjærhus Bertelsen, Morten Laursen, Poul Erik Vesterløkke og Thomas Giselsson.
Se diasshow med fotos fra Venture Cup finalen
25.01.2013
Tilbage til nyhedsoversigten