Der står entreprenørskab på skemaet, når ca. 750 nye studerende starter på en erhvervsøkonomisk uddannelse på en af SDU’s campusser. Den 6. september skal de præsentere en realistisk forretningsidé
De mange nye studerende på erhvervsøkonomi udfordres fra dag et på Syddansk Universitet. De bliver bedt om at udvikle forretningsideer, der kan skabe vækst i deres studieby.
Udfordringerne stilles i samarbejde med lokale virksomheder, som søger fantasifulde, realiserbare og rentable indspark til deres fortsatte udvikling.
- Ideen er, at de studerende hurtigt skal få entreprenørskab ind under huden, så de bliver gode til at tænke innovativt, kreativt og handle strategisk. Den tankegang kan de så bringe ind i nye og eksisterende virksomheder, siger professor Torben Bager, som er tovholder på intro-forløbet og direktør for universitetets IDEA Entrepreneurship Centre.
Fem udfordringer lokalt
Der er nok at tage fat i på de fem campusser, hvor intro-forløbet foregår. Og allerede i den første uge får de studerende en forsmag på flere af de fag, som du skal følge på uddannelsen
På Campus Odense bliver det op til de studerende at finde på innovative velfærdsteknologiske muligheder som led i et igangværende forskningsprojekt patient@home.
De nye studerende i Slagelse får rig mulighed for at lære deres nye studieby at kende, når Slagelse Kommune ønsker deres input til, hvordan Slagelse bliver en endnu bedre studieby.
På Campus Kolding skal de studerende undersøge, hvilke aktiviteter borgerne i byen kunne tænke sig i tillæg til de mange kulturelle aktiviteter, der allerede findes i dag på det populære spillested Godset.
I Esbjerg søger SE (Syd Energi) hjælp til at udnytte teknologiens uanede muligheder på nye, innovative måder i en tid, hvor vi kan styre stort set alt via vores computere og mobiltelefoner.
Endelig skal de studerende i Sønderborg give indspark til, hvordan kommunen og universitetet kan udnytte satsningen på bæredygtighed i regi af Project Zero til at tiltrække flere studerende.
Intro-forløbet afsluttes på fredag, hvor de studerende præsenterer de forskellige forretningsideer – og holdet bag den bedste idé præmieres.
Læs mere om intro-forløbet
02.09.2013
Tilbage til nyhedsoversigten